Smagsprøver trak folk til forårsmesse

Tv-kok - uden Per - og prøver på lækker mad var stort trækplaster på Fjerritslev-messe

Hans Chr. Nielsen
- Man kan ikke kom­me til Fjer­rit­slev uden at tale om fisk, sag­de tv-kok­ken Mor­ten Bec­ker Jør­gen­sen og de­mon­stre­re­de, hvor­dan man la­ver eks­klu­si­ve fis­ke­ret­ter af bl.a. kam­mus­ling og stenbiderogn. foto: erik sahl
Fjerritslev 11. marts 2007 05:00

FJERRITSLEV: For Poula Albrechtsen var det mest de kulinariske indslag, og TVNord kokken Morten Becker Jørgensen, der havde lokket hende til forårsmesse i Han Herred Fritidscenter i Fjerritslev i går. - Vi kender ham jo fra fjernsynet. Men han har ikke Per med. Poula og hendes mand Knud Albrechtsen bor i Fjerritslev og går til de fleste messer, selv om de måske synes, de holdes for tit. - Men det er hyggeligt at komme her og snakke med venner og bekendte. Og det meste af egnens vareudbud er repræsenteret, siger ægtefællerne. Mange andre end Poula Albrechtsen viste interesse for de kulinariske herligheder. Der var trængsel ved standene med smagsprøver. - Vi har indtil nu lavet 375 smagsprøver, lød det midt eftermiddag på standen hos Rene’s Vin & Grønt og Vesterhavsfisk ved Michael Christophersen. Men vi har da også taget nogen i at smage mere end én gang, tilføjede de travle forretningsfolk, der bl.a. fristede med bruschetta (hvidløgsbrød) med laks og æblepeberrodscreme. Da tv-kok Morten Becker Jørgensen viste, hvordan man laver eksklusive fiskeretter, bekræftede han, at Per ikke var med. - Flere har spurgt, men han er her ikke. Jeg har ikke gemt ham under bordet. Men jeg har et glas her, hvis han skulle komme forbi, sagde Morten Becker Jørgensen og gik i gang med at fremtrylle lækre retter af bl.a. kammusling, parmaskine, stenbiderrogn og et drys af verdens dyreste krydderi, safran. Der kunne også smages på muslingesuppe hos Pavillon Christiansminde og hjemmebagt bryllupskage hos Hotel & Restaurant Klim Bjerg, der også havde udstillet en bryllupsvogn, en Chevrolet Pheaton årgang 1929, som vil kunne bruges ved bryllupper på Klim Bjerg. Ellers byder messen på det meste af det, egnen kan byde på inden for handel om industri - og meget andet. Messen er bestemt et besøg værd. Messen blev åbnet af regionsrådsformand Orla Hav, der glædede sig over den store tilslutning og dermed opbakning til erhvervs- og handelslivet. - Med det nye danmarkskort, og den nordjyske region, der nu er orienteret lidt mere mod vest, så ligger Fjerritslev nogenlunde i centrum, og jeg håber, at Fjerritslev vil være med til at udbygge det centrum, sagde Orla Hav. Det tror jeg, man kan gøre med arrangementer som det her. Hvis man skal fange kunder ind, skal vi give oplevelser. Egnen her er rig på naturoplevelser, men vi ved også, at der skal mere til. Orla Hav fremhævede messens kulinariske indslag og pointerede, at god mad kan være med til at forstærke oplevelsen af området. - Vi har råvarerne og dygtige kokke, og vi har et godt fiskeri, som kan være med til at understøtte oplevelsesindustrien, sagde Orla Hav og udtrykte håb om, at hallerne må blive fyldt med gæster, der kan se, hvilke herligheder det han herredske erhvervsliv kan frembringe. Messen fortsætter i formiddag med danseopvisning af Tøsepigerne fra Fjerritslev Gymnastikforening. I eftermiddag er der optræden to gange af messens hovedattraktion, sangerinden Jette Torp med band, og der sluttes med modeshow.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...