FREDERIKSHAVN:FfI’s håndboldherrer hænger på i toppen af 2. division efter en smal men fortjent sejr på 25-24 på udebane over ligareserverne fra Team Tvis-Holstebro efter en pauseføring på 14-12 til frederikshavnerne.
Holdene lå side om side inden kampen, så der var tale om endnu en såkaldt 4-points kamp for FfI’s vedkommende.
Frederikshavnerne startede godt med solidt og effektivt forsvarsspil kombineret med et klogt angrebsspil og en god tålmodighed. Derfor stod der efter 10 minutters spil 4-1 til FfI, og den føring formåede man at holde til pausen til en føring på 14-12.
Udover solidt forsvarsspil lykkedes kontrafasen også utallige gange enten med skud fra distancen eller indspil til stregen og udspil til fløjen.
I pausen var der tilfredshed med de første 30 minutter i FfI-lejren, men man var dog også enige om, at de unge Tvis-spillere med stor sandsynlighed ville komme voldsomt ud til de sidste 30 minutter.
Hjemmeholdet i teten
Hjemmeholdet kom også bedst fra start i anden halvleg, og Tvis bragte sig endda foran.
FfI fik dog stabiliseret sit forsvar, og et par udskiftninger gav lidt bedre flow i angrebet, men med 10 minutter igen var hjemmeholdet dog foran med 22-19.
På trods af to udvisninger til FfI inden for de sidste ti minutter, lykkedes det alligevel at hive en 25-24 sejr med hjem til Frederikshavn.
Giver selvtillid
- To points i en meget svær udebanekamp giver god selvtillid, og jeg er meget tilfreds med spillernes indstilling, hvor alle folk byder sig til, siger FfI-træner Thomas Rømer.
- Martin Pedersen og Rasmus Mølgaard spiller en rigtig god angrebskamp og står bag afgørende scoringer til sidst. Forsvaret og keeperne står stadig solidt, og kontrafasen bliver bare bedre og bedre.
- Nu er vi klar til på lørdag at møde rækkens absolutte tophold fra Randers HH på hjemmebane, og vi tror på chancen for point, slutter FfI-træneren.
Målscorere for FfI var Martin Pedersen 7, Rasmus Mølgaard 6, Anders Risdal 5 (2), Peter Zeuner 2, Nicklas Kristensen, 2, Pascar Paramasivam 1, Anders Nielsen 1 og Carsten Jensen 1 (1).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.