Smalt forlig freder skoler og gamle

Lars Møller (V) handler økonomien i 2012 af med SF og Konservative

Carl Åge Østergaard
Lars Møller (V): - Ked af at flertallet blev smalt. Foto: Kurt Bering
Skolevæsen 1. oktober 2011 11:00

Med den snævrest mulige margen har borgmester Lars Møller (V) sikret sig flertal for Frederikshavn Kommunes budget for 2012. Venstre, SF og De Konservatives i alt 16 byrådsmedlemmer står bag en budgetaftale, som blev indgået torsdag aften. Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er uden for aftalen. Den indebærer blandt andet en skattestigning på 0,4 procent - det maksimale, kommunen kan gennemføre uden sanktion fra staten - og udsigt til en yderligere stigning på 0,6 pct. i 2013.. - Jeg er ked af, at flertallet blev så snævert, siger Lars Møller. -Jeg har bestræbt mig på at få alle inddraget ved at partierne kunne komme med ønsker i den indledende fase og sætte deres aftryk på budgettet. Det bliver hverken skolebørnene eller de gamle, som rammes af nedskæringer i denne omgang. Der skal ikke nedlægges flere skoler, og det nuværende undervisningstimetal bevares. Heller ikke standarden på ældreområdet, herunder rengøring, ændres. Præstbro Ældrecenter bevares. Forligspartierne har i stedet botaniseret i det sparekatalog, som administrationen har udarbejdet. Lars Møller oplyser, at der vil komme besparelser på fritidsområdet, herunder Frederikshavnerordningens tilskud til bl. a. idræt og spejderarbejde. Derimod overlever Syvstenhallen. I alt er der fundet besparelser på 50-70 enkeltområder, men Lars Møller ønsker ikke at uddybe hvilke, Forligspartneren Paul Rode Andersen (SF) oplyser, at der skæres i en række tilskuds- og sponsorordninger, herunder Tordenskioldprojektet, turistsamvirket Toppen af Danmark, markedsføring, erhvervstilskud og leasingaftaler. Den største enkeltbesparelse - 20 millioner kr. svarende til 30-40 stillinger - henter for forligsparterne på administration og ledelse. Den besparelse er ikke hentet fra sparekataloget. - Den er vokset i politikernes have, siger Paul Rode Andersen. Udelukker ikke fyringer Lars Møller vil ikke udelukke fyringer. - Men vi vil forsøge at finde besparelserne ved naturlig afgang og omstrukturering i ledelsen. Det ny sparekrav kommer oveni allerede indregnede besparelser fra budget 2010 om at lukke ned for rådhusene i Sæby og Skagen. Men Lars Møller vurderer, at der er potentiale til flere besparelser i administrationen. -Vi begyndte sent at høste fordelene ved kommunesammenlægningen, men siden 2008 har vi foretaget en række nye tiltag. Senest en stor ledelsesomlægning. Vi er inde i en løbende proces, og vi ikke har nået grænsen. Men vi er tæt på. Lars Møller siger, at borgerne skal mærke så lidt som muligt til nedskæringerne i administrationen. Han mener det er umuligt nu at uddybe på hvilken måde, brugerne kommer til at føle dem. Direktionen skal komme med forslag til udmøntning af besparelserne. - De vil ramme bredt, siger Lars Møller.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...