Smartphonen får os til at tjekke kontoen oftere

Brugen af mobilbank vokser massivt, men det gør os ikke nødvendigvis økonomisk ansvarlige.

11. september 2013 07:00 - Opdateret 11. september 2013 07:02

Smartphonen får os til at tjekke kontoen oftere

Få tryk på telefonen, og så er der overblik over lån, opsparing og lønkonto. Mobilbanken har vundet massivt indpas hos danskerne, og flere steder er aktiviteten på vej til at overhale netbanken på computeren.

Hos Nordea er aktiviteten fordoblet på et år, og i august blev bankens mobilapplikation brugt 3,75 millioner gange. Samme tendens ser man hos Sydbank, hvor mobilbank allerede for et år siden overhalede netbanken.

- Vi er blevet overrasket over, hvor hurtigt det er gået, fortæller Jakob Aakjær, som er afdelingschef hos Sydbank, til Ritzau.

Han fortæller, at 90 procent af aktiviteten på mobilbanken er "kiggetrafik", hvor brugerne blot måler vandstanden i privatøkonomien. Det billede ser man også hos BEC, som leverer digitale løsninger til en lang række små og mellemstore banker.

- Jo flere apparater folk har, jo mere er de i kontakt med banken. Da der kun var netbank, brugte folk det måske to gange om ugen. Det gør de stadigvæk, men nu er de også på mobilbank fire-fem gange om ugen, forklarer afdelingsleder for ebusiness, Bjarne Kildegaard Møller.

Både Danske Bank, Nordea, Sydbank og BEC melder om stabil trafik på netbanken i den periode, hvor mobilbanken er buldret frem.

Men øget bankaktivitet er ikke nødvendigvis ensbetydende med større økonomisk ansvarlighed, påpeger Forbrugerrådet.

- Det kan godt være med til at sætte mere fokus på privatøkonomien, at man har fået lettere adgang til at tjekke sin konto. Men privatøkonomisk styring er ikke gjort med det, forklarer seniorøkonom Morten Bruun Pedersen og uddyber:

- Det er i virkeligheden bedre, at man tager et større overblik en gang hver måned eller hvert kvartal. Og det er svært at sidde og fedte med en lille mobilskærm, hvis man skal sætte sin budgetkonto op, hvor man måske har brug for at have et regneark eller sin Betalingsservice åben samtidig.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...