Smedegården i Bindslev

Personalet på Smedegården har søndag 30. november et indlæg i NORDJYSKE om arbejds- forholdene på plejecentret.

Indlægget er måske henvendt til byrådet, men I må give mig ret i, at det er lidt upraktisk og en langsommelig procedure at skulle skrive frem og tilbage til hinanden i avisen. Men det er selvfølgelig tænkeligt, at I slet ikke forventer svar, o g at indlægget kun er ment som en udmelding til læserkredsen om politikernes holdning til gamle og svage. Påstanden er, at vi ikke lytter. Jeg synes, det er lidt uretfærdigt, da personalepolitikken netop indeholder en række krav om høringer og medbestemmelse. Det er her som i enhver politisk situation, at meningerne brydes et sted og beslutningerne træffes et andet. Det er den demokratiske proces. Byrådet, udvalget og jeg har truffet nogle beslutninger. Personalet er ikke tilfreds med dem - det er noget andet - og det forstår jeg godt. Det ville jeg heller ikke være, hvis mine arbejdsbetingelser blev forringet. Og det er jeres blevet i et eller andet omfang. Der er således sket en harmonisering, i det her tilfælde noget senere end andre steder, nemlig på køkkenområdet. Hvor man før har haft hjælp til visse køkkenfunktioner, må man nu klare det som en del af plejeopgaven. Det er derimod en misforståelse, at cafeen og aktivitetscentret bliver nedlagt. Begge dele vil bestå, men uden personalebetjening og sådan, at man fortsat kan bestille forplejning. Ansvaret for lokalet er stadig administrationens. Det vil sige, at Smedegården kan fortsætte som et socialt værested for beboerne i Bindslev under nogle andre betingelser og - indrømmet - mere besværligt. Udvalget kræver nemlig, at man opbygger en selvstyrende brugergruppe, der må påtage sig organiseringen. Til hjælp etableres der en udrykningsgruppe på seks personer til alle de uvisiterede mødesteder. De kommer efter behov, for at bidrage med råd og dåd. Vi har desværre - eller måske heldigvis (?) - ikke økonomi til fortsat at betragte alle pensionister som svage medborgere. Vi mener, der er tilstrækkeligt med ressourcer i de + 65-årige til at klare sig selv, når lokalerne i øvrigt stilles gratis til rådighed. De visiterede, dem der netop har fysiske eller psykiske problemer, og som har bekymring behov, bliver som hidtil kørt dertil, hvor der er personale til at tage sig af dem. For dem er der altså ikke de store ændringer. Jeg har forstået det sådan, at personalet inviterer forvaltning eller politikere til at deltage i en dags- og nats arbejde for at konstatere, hvor svær en arbejdsopgave, der er tale om. Jeg tvivler overhovedet ikke på, at relationer til mennesker i skoler, børnehaver, psykiske væresteder, bosteder og plejecentre og ikke mindst demente er et utroligt krævende arbejde. Personligt føler jeg ikke, jeg har behov for flere erfaringer på området for at forstå dette, men det er muligt, at andre melder sig. Jeg har imidlertid besluttet, at udvalget holder et møde på Smedegården straks i det nye år. Vi kan måske så blive klogere på hinandens forudsætninger og betingelser.