Smedeklubbens frontløbere stod til fyring og fængsel

Hårde tider på gulvet forud for stiftelsen af Vendsyssels første Metal-værkstedsklub

FREDERIKSHAVN:Det var hårde tider for den arbejder, der i slutningen af forrige århundrede dristede sig på barrikaderne for bedre løn og arbejdsforhold, eller endsige i fælleskab forsøgte at åbne munden om slige ting over for virksomhedsledelsen. Risikoen var at blive fyret på stedet, hvilket var alvorligt nok, men også at blive meldt til politiet for at forstyrre den offentlige ro og orden. Og dernæst en hårdhændet tur i spjældet. Men nogle dristige smede på Houmøllers Fabrik i Frederikshavn lod sig ikke kue. De oprettede værkstedsklubben, Klub 1, allerede den 15. maj 1897 med C. Larsen som formand, S. Hejsel som kasserer og F. Mortensen som sekretær. - Vi har ikke protokol eller andre optegnelser, der fortæller om klubbens virke, men vi ved, at det var en svær tid, fortæller Knud P. Christensen, der i dag er formand for Klub 1 på den maskinfabrik, som nu bærer navnet MAN B&W Alpha-Holeby. Klubben, der er Vendsyssels ældste Metal-værkstedsklub, kan 7. november i år fejre 100 års jubilæum, for først fra 1902 og dermed fem år efter den egentlige start blev klubben anerkendt af fabrikkens daværende ledelse. Forud havde arbejdsgiverne i 1899 med September-forliget været nødt til at acceptere, at de ansatte kunne organisere sig i en fagforening, og samtidig blev strejkeretten accepteret. I 1901 kom yderligere den første arbejdsmiljølov "Fabriksloven". I dag er der 11 klubber på Alpha Diesel, og hvoraf de fem omfatter smede og maskinarbejdere. Klub 1 tæller alle smede og maskinarbejdere i motorfabrikkens omfattende komponentproduktion, eller godt en tredjedel af alle Metal-folkene på Alpha. Den er samtidig med 94 medlemmer den største af de 11 klubber. Klubformanden, Knud P. Christensen, har selv arbejdet på fabrikken i 33 år, og kan alle "løgnehistrorierne", ligesom han som så mange andre gennem årene har bidraget til det glidende generationsskifte på fabriksgulvet. Hans egen søn er også Alpha- og Klub 1-mand. 100 år på gulvet Fra de dårligst tænkelige forhold for arbejderne for 100 år siden og til nutidens helt anderledes udfordringer kan der godt skrives en roman, og det har Klub 1 og ikke mindst Knud P. Christensen gjort. 100 år på gulvet, hedder det 50 sider tykke jubilæumsskrift. Heri berettes om en fabrik i både op- og nedgangstider, og med skiftende ejere, om en klub, der altid har haft kraft til at overleve selv de værste kriser, og om de mennesker, der gennem 100-året har været med til at føre klubben (og fabrikken) frelst igennem, og hvor klubben samtidig påtog sig et stort socialt engagement i forhold til medlemmerne og deres familier. Bogen er også blevet et lille opslagsværk i samfundsudviklingen indenfor arbejdstidens længde, det stigende antal feriedage fra de tre sommerferiedage, der kom til i 1914, indførelse af aldersrente, sygedagpenge og folkepension. Fremtiden - I de kommende år vil vi fortsat arbejde på at yde vores bidrag til, at firmaet overlever i en stadig hårdere konkurrence, der allerede har taget livet af de fleste værfter. Vi modsætter os ikke samarbejdet med Holeby. Vi modsætter os heller ikke samarbejdet med underleverandører, skriver Knud P. Christensen i jubilæumsbogens forord. Om fremtiden påpeger han, at opgaven ligger i, at være med, når der skal indføres nye måder at arbejde på. - Indførelse af de selvforvaltende grupper har til en vis del delt klubbens medlemmer. Vi har en lille gruppe, der gerne vil have den gamle mester tilbage, der så havde hele ansvaret, mens de fleste er glade for deres nye ansvar. Her skal vi huske på, at det ikke er ledelsesretten, vi har fået, kun ledelses-udøvelsen. - Den nye måde at organisere arbejdet på, har vist det paradoks, at man i vid udstrækning benytter sig af de samme løsninger, der slet ikke kunne accepteres, da vi havde de gamle mestre. Her er det klubbens opgave at påse, at ingen kommer i klemme mellem de forskellige interesser, så som løn, overarbejde, effektivitet og levering til tiden, skriver Knud P. Christensen. Den første formand Levi Conradsen var den første klubformand, der i 1902 blev anerkendt som tillidsmand af ledelsen. Conradsens søn, skibsprovianteringshandler Peter Conradsen fik godt 30 år senere afgørende indflydelse på virksomhedens fremtid. I 1933 var maskinfabrikken ved at likvidere, og klub 1 besluttede at dele de penge, der var i kassen. Det kunne give to gravøl til hvert af de fem medlemmer, der var tilbage. Men Peter Conradsen gik i spidsen for, at lokale banker og sparekasser samt almindelige borgere indskød livgivende kapital. Frederikshavn Jernstøberi og Maskinfabrik af 1933 så dermed dagens lys, og Klub 1 kunne live op igen og nu med 13 medlemmer. Ludvig Christensen, der var formand i sammenlagt 16 år over tre perioder fra 1911 til 1938, og også i tre år formand for den lokale smedefagforeing, blev også klubbens første formand med en politisk karriere. Han sad i flere perioder i kommunalbestyrelsen. Hans helt store hjertebarn var de rejsende svende, som klubben støttede med geskenkt (tilskud). Også Frederikshavns Svendehjem var et af Ludvig Christensens børn, og som han i mange år var formand for. Men i 1938 led han den tort at blive stemt væk fra formandsposten i klubben, og erstattet af klubbens ambitiøse næstformand, Harald Jensen, der senere under betegnelsen "de barkede næver" tilmed blev byens borgmester. Væk med kikhul Blandt jubilæumsbogens omfattende kronologiske fortælling af de stadigt forbedrede forhold på fabrikken, og også mange tabte slag for klubbens medlemmer, fremgår bl.a., at Harald Jensen stod i spidsen for et forsøg på at overtale fabrikkens ledelse til at sætte varme på i værkstederne om vinteren. I den anledning mødte fabriksinspektøren op, og han fik samtidig forevist døren med hullet i ind til WC. Men her var ikke noget at gøre, Det skulle være sådan, at direktøren kunne stikke hovedet ind og forvisse sig om, at ingen sad her og "lumrede" den af i arbejdstiden. Med nye tider, nyt fabriksbyggeri, rømning af den gamle i Søndergade og også nye og skiftende ejere over B&W, Jan Bonde Nielsen og sidst men ikke mindst tyske MAN, opridses samtidig de faglige fremskridt i form af stadig kortere arbejdstid, forbedret løn samt diverse frynsegoder, som en gratis kedeldragt om året, sikkerhedssko og madpakker til skifteholdene. Også at lærlinge fra 1970 sågar fik lov at ryge i værkstederne. Dog ikke den sidste time før fyraften. - Det har været sjovt og også et stort arbejde at finde og vælge de mange oplysninger ud, som bogen levner plads til, siger Knud P. Christensen, der sammen med den øvrige klubbestyrelse anno 2002 byder på jubilæumsreception i maskinfabrikkens store kantine på selve dagen.