Tandpleje

Smertefri bedøvelse ved tandlægen

NY HJØRRING: Det lyder næsten for godt til at være sandt. En tur i tandlægestolen og en bedøvelse uden smerter. Det garanterer den nye tandlæge hos Nordjyllands Implantatcenter i Hjørring og Hirtshals. Pia Rosenlund Rasmussen er født og opvokset i Sdr. Harritslev. Hun har gået på Vrå Skole og taget studentereksamen fra Hjørring Gymnasium, og nu er hun tilbage med ansættelse hos Ole Toft-Hansen. Klinikken kan bl.a. tilbyde smertefri bedøvelse med en lille og tynd kanyle som stort set ikke kan mærkes. Bedøvelsen virker helt lokalt ved den tand, der skal behandles, og derfor vil patienten heller ikke opleve at være halv bedøvet efter endt behandling. Næsten fire ud af 10 er nervøse for at gå til tandlæge, og for hver tiende dansker drejer det sig ikke bare om almindelig nervøsitet. Her er tandlægeskræk så udtalt, at de pågældende undgår behandling eller udsætter den i årevis. Pia Rosenlund Rasmussen mener det er vigtigt, at tandlægen tager sig god tid og viser omsorg ved behandling af patienter med tandlægeskræk. Det er vigtigt, at de får opbygget et tillidsforhold, hvor patienten får en klar fornemmelse af, at det er i orden at stille spørgsmål. Den bedste metode mod tandlægeskræk er samtale og tålmodig tilvænning i kombination med smertefri behandling.