Smertefri opfindelse klar til eksport

Aalborg-tandlæge har udviklet apparat, der sandblæser dårlige tænder, uden det gør ondt

AALBORG:Gennem 34 år har tandlæge Ove Rasmussen ofte følt, at han pinte og plagede nogle af sine patienter. Samtidig med, at kunderne måske følte afsky ved at besøge ham, gav det også en stressende arbejdsdag for ham selv som tandlæge. Derfor satte den erfarne tandlæge sig for at løse dette problem. Hans ihærdige indsats har nu efter fem år båret frugt. En helt ny metode til at fjerne hullerne i tænderne. Nu kan tandlægerne sandblæse de dårlige tænder, uden at patienterne mærker noget særligt til det. Godkendt apparat Det sker ved hjælp af det nye apparat, der med trykluft og et mikroskopisk pulver af ufarligt aluminiumoxyd fjerner karies fra de dårlige tænder. For et halvt år siden har Ove Rasmussen og firmaet Sandman fået godkendt udstyret som et medicinsk apparat på det europæiske marked. Godkendelsen er givet af Dansk Godkendelse af Medicinsk udstyr (DGM), så nu ligger en stor del af verden åben for afsætning. Ud over Danmark ligger Norge og Tyskland først for som attraktive markeder. Men opfindelsen har allerede trukket en lang række nye kunder til Ove Rasmussens klinik: - Jeg har nok fået henvendelser fra 500 patienter, som har hørt om den smertefrie behandling - men flere patienter er slet ikke det, der er mit mål - for jeg kan som enkeltmandsfirma alligevel ikke servicere så mange på en tilfredsstillende måde, siger Ove Rasmussen. - Mit mål er derimod, at flere tandlægeklinikker rundt omkring vil investere i apparaturet, så de selv kan foretage behandlingen. Og fra det tidspunkt, at Ove Rasmussens kolleger får adgang til den smertefrie behandlingsmetode, har han intet imod, at nogle af de nye patienter vender tilbage til deres tidligere tandlæge. Amerikansk svineri For seks år siden så og afprøvede Ove Rasmussen det første amerikanske udstyr, der benyttede trykluft i forbindelse med at bore i tænderne. Men dette maskineri krævede, at patienten på grund af støvet fra maskinen var dækket helt til. Det svinede så meget, at tandlægeklinikken bagefter lignede et bageri, hvor der var gået hul på melsækkene. De amerikanske apparater, der er på markedet, fordrer nemlig, at luften og slibepulveret bliver blæst ud i patienternes munde med et tryk på 8-12 atmosfære, og desuden er dyserne i apparatet for upræcise. Disse ulemper så Ove Rasmussen som en udfordring. Han begyndte derfor at eksperimentere i klinikken i Aalborg med et lavere tryk og anderledes dyser. - Det lykkedes mig efterhånden at komme frem til en brugbar løsning, hvor man kun skal arbejde med 2-3 atmosfæres tryk og en lille dyse. Det giver en meget større præcision. Hemmeligheden bag det hele er så unik, at firmaet Sandman har fået verdenspatent på dele af teknikken. - Pulveret roterer i dyserne som i en kugle med op til 500-600 km i timen - såkaldt hvirvelforstøvning - og fjerner på den måde det dårlige væv i tanden. Slibningen udvikler kun lidt varme i modsætning til traditionelle bor, og det er væsentligt, idet det netop er varmen, der bevirker, at patienterne får ondt i tænderne under behandlingen. Dertil kommer, at Sandman-apparatet er meget lydsvagt. Lyden fra de traditionelle boremaskiner er faktisk med til at stresse personer med tandlægeskræk. Som at fjerne rust - Sandblæsningen af tænderne virker næsten som at fjerne rust på en bil. Rusten er mere porøs end metal, som man gerne vil beskytte og bevare. Det samme gælder for tænderne. Karies er mere porøs end selve tanden. Derfor er det det ødelagte væv, man fjerner. Da Ove Rasmussen havde fundet løsningen, kontaktede han Nordjyllands Videnpark, hvor man straks kunne se ideen. Det førte til en startfinansiering af virksomheden Sandman, der nu har til huse på NOVI. Her har Ove Rasmussens bror, Bjarne Rasmussen, sammen med ingeniør Michael Bohnstedt ansvaret for salg og udvikling. - Vores apparat har det næsten som brumbassen, der ifølge de fysiske love ikke skulle kunne flyve. Sådan føler vi det med hensyn til slibeteknikken, fordi det er lykkedes os at få teknikken til at virke på en meget enkel måde ved anvendelse af et lavt tryk, forklarer Bjarne Rasmussen, der sammen med Ove Rasmussen ejer majoritet af Sandman. Det er virksomheden Jun-Air i Nørresundby, der leverer kompressorerne til Sandman, og i øvrigt samles og testes apparaterne hos Mekoprint i Aalborg. Det er Bjarne Rasmussen, der har ansvaret for salget af udstyret til tandlægerne. Efter han har studeret de traditionelle boremaskiner på markedet, er han blevet noget forskrækket: - Faktisk efterlader de almindelige, såkaldte high speed bor mærker i tænderne ved siden af det hul, som tandlægen borer i, og det skaber en stor risiko for, at der kommer et nyt hul i tanden, fastslår Bjarne Rasmussen. Tænker på børnene Sandman-metoden efterlader derimod den "udborede" tand med ganske små ujævnheder i selve hullet. Det betyder, at de plastfyldninger, der efterfølgende lægges i tanden, binder bedre til tanden. Men for tandlæge Ove Rasmussen er det først og fremmest patienternes velbefindende, der er i højsædet: - Tænk, hvis man allerede hos mindre børn kunne ændre opfattelsen af, at det kommer til at gøre ondt at gå til tandlæge. Hvis det lykkes, har jeg opnået meget. Allerede nu kan jeg se, at jeg får besøg af mennesker, der har haft så stor en tandlægeskræk, at de helt har afholdt sig fra at komme til undersøgelse og behandling i klinikkerne. Skal bruge øjnene - Jeg har behandlet masser af børn med det nye udstyr, børn, der har strittet imod at komme til tandlæge og givet deres forældre hovedpine. Det giver mig en bedre hverdag med mindre stress, fordi jeg ikke skal bruge ressourcer på den del af opgaven. Den nye tandreparations-metode har nogle få begrænsninger. Apparatet kan ikke bruges, når kunderne skal have skiftet gamle amalgamplomber, bedre kendt som sølvplomber, idet disse fyldninger er mindst lige så hårde som den omkringliggende tand og desuden indeholder plomberne miljøfarligt kviksølv. Den nye behandlingsmetode betyder, at tandlægerne skal bruge øjnene mere end tidligere, når de borer, idet de ikke med sandblæsningen fysisk kan mærke, hvor langt de er kommet. Til gengæld kan de se, hvornår de har slebet dårligdommen væk. Norsk interesse Ikke mindst i Norge har opfindelsen vakt opmærksomhed. En norsk tandlæge, der hidtil har anvendt hypnotisører og psykologer til at fjerne tandlægeskræk, vil om kort tid teste apparatet på sine angste kunder. - Vi afholder vores første kursus i Oslo i den kommende uge, hvor seks norske tandlæger vil udføre behandlinger på ekstremt nervøse patienter uden bedøvelse, fortæller Bjarne Rasmussen. Og for tredje år i træk vil Sandman præsentere sit apparat over for tandlægerne på en stor messe i Bella-centret i marts. Denne gang kan firmaet fremvise det færdigtestede produkt, der er godkendt af medicinalindustrien. - Af en eller anden årsag er tandlæger meget konservative i deres metoder og valg af udstyr. Men efter vi har gjort vores erfaringer og ændret en smule på produktet ved at optimere dyserne, håber vi på, at der kommer til at ske en ændring. Det kan det blå stempel fra DGM også medvirke til, siger Bjarne Rasmussen. Solgt 25 i Danmark Set i forhold til andet tandlægeudstyr virker prisen på knap 90.000 kr. ikke afskrækkende, og Sandman lægger vægt på, at tandlægerne sammen med indkøbet kommer på et kursus for at kunne betjene apparatet optimalt. Selvom produktet kun har været på markedet de sidste seks måneder, er der solgt 25 anlæg i Danmark. - Vi har betragtet Danmark som et testmarked, hvor vi har fulgt tandlægernes erfaringer meget nøje for at forbedre produktet. - Baseret på tandlægernes og vores indhøstede erfaringer kan vi om kort tid lancere en opgraderet enhed. Vi er netop i disse dage er ved at samle en serie på 30 styk, forklarer tandlæge Ove Rasmussen, der ikke ser ud til at få stress af – måske, at skulle levere tandlægeudstyr til store dele af verden. - Det er heller ikke de økonomiske perspektiver, der har fået mig til at arbejde med de nye metoder, fastslår Ove Rasmussen. - Det vigtigste er, at tandlægerne i fremtiden kan give patienterne den bedste og mest smertefri behandling.