Hospitaler

Smertefuld ventetid

33-årige Mette Solsø ser frem til ny lægevurdering, men frygter nye eksperimenter

Mette Solsøs sjældne hudsygdom giver sig blandt andet udslag i, at hun ind imellem har et blåt øje. Men smerterne er langt værre end de synlige gener. Arkivfoto: Mette Nielsen

Mette Solsøs sjældne hudsygdom giver sig blandt andet udslag i, at hun ind imellem har et blåt øje. Men smerterne er langt værre end de synlige gener. Arkivfoto: Mette Nielsen

NORDJYLLAND:De fleste længes efter, at det bliver forår. Men 33-årige Mette Solsø i Vodskov længes ekstra meget. Hun er blevet stillet i udsigt, at hudspecialister vil vurdere hendes sygdom ved en konference i København i april. - Selv om jeg ikke nærer de store forhåbninger om, at lægerne lige pludselig kan fjerne smerterne, så er konferencen det, jeg har at se frem til, siger hun. Som tidligere omtalt i NORDJYSKE lider Mette Solsø af en sjælden hudsygdom. Hun døjer med en ondartet og smertefuld udgave af jordbærmærker, som ellers typisk ses hos børn og forsvinder, når folk bliver voksne. Hos den 33-årige nordjyske kvinde er det lige omvendt. Hos hende dukkede symptomerne først op, da hun var fyldt 12 år, og hun har været plaget af sygdommen - i fagsprog kaldet hæmangiomer - lige siden. Dybe revner Da hun var teenager, resulterede sygdommen i dybe revner i hendes læber. Lægerne var på et tidspunkt overbevist om, at hun skar i sig selv. Mette Solsø har været igennem flere forskellige behandlinger, uden at det hjalp. Det eneste, der nogensinde for alvor har hjulpet hende, var da hun i 2002 gennemgik en laserbehandling hos professor Peter Bjerring, som dengang var ansat på Marselisborg Hospital i Århus. Behandlingen var så effektiv, at Mette Solsø tog en uddannelse som veterinærsygeplejerske og bagefter fik job 20 timer ugentligt. I fjor begyndte sygdommen imidlertid at blusse op igen. Og i mellemtiden er professoren, som gav hende laserbehandling, blevet ansat på privathospitalet Mølholm. Mette Solsø vil meget gerne behandles hos ham igen, og han er parat til at behandle hende. Men hudspecialisterne i det offentlige sygehussystem har i første omgang vendt tommelen ned. Det skete ved en konference i Århus, hvor hendes sygdomstilfælde blev vurderet. I stedet blev Mette Solsø henvist til Bispebjerg Hospital. Her blev hun for et par uger siden undersøgt af en overlæge, som heller ikke umiddelbart havde et løsningsforslag udover, at sygdomstilfældet endnu en gang skal drøftes mellem specialister på en konference. Det sker altså i april. I venteposition - Så nu er jeg i venteposition igen-igen. Og det er ærlig talt ikke særlig rart, for smerterne bliver bestemt ikke mindre, som tiden går, siger hun. Mette Solsø havde så småt håbet, at overlægen på Bispebjerg Hospital straks ville give op, så hun - med lidt velvilje fra Region Nordjylland - havde en chance for at blive behandlet hos Peter Bjerring igen. - Det, jeg frygter allermest, er, at specialisterne på konferencen i København finder på, at jeg skal igennem en række nye eksperimenter. Jeg synes ærlig talt, jeg har været igennem nok, siger hun. Siden årsskiftet er hun gået ned på 10 arbejdstimer om ugen. Blandt andet på grund af smerterne, som hun får medicin for at dulme. - Med det tempo, tingene skrider med nu, er jeg bange for, at der nemt kan gå et års tid, før jeg er ved endestationen. Det er næsten uudholdeligt at tænke på, siger hun.

Forsiden