Smerten, som aldrig går væk

I rollen som Juliette demonstrerer den engelske-fødte Kristin Scott Thomas et suverænt, afdæmpet men desto mere overbevisende nærvær. Still
Film 4. september 2009 06:00

FILM ”Jeg har elsket dig så længe” # # # # # ¤ ”Det værste af alle fængsler er, når et barn dør” Citat løsladte Juliette Fontaine (Kristin Scott Thomas). En stilfærdig, nærmest grå, men også smuk kvinde, som lander i en fransk lufthavn og får midlertidigt husly hos lillesøster Léa (Elsa Zylberstein). Léa har både mand og to adopterede småpiger, og da den ene spørger, hvor moster Juliette har været henne i så lang tid, får vi at vide, at hun har været ude på en længere rejse. Og skal stille hos politiet hver 14. dag. Ude at rejse viser sig at dække over 15 år i fængsel. Uden kontakt hverken med familie, venner eller pårørende. Så det er måske ikke så underligt, at Juliette bevæger sig lidt mekanisk rundt i samfundet, er distræt fjern og har svært ved at relatere og engagere sig socialt. Også selv om lillesøster vil og gør alt for, at hun skal få det godt igen. Men pas på - for lillesøster har også noget fortid, hun skal have bearbejdet. Vi skal ikke her afsløre, hvad det er Juliette er blevet dømt og har siddet inde for. Det vil være ødelæggende for det afdæmpede, lavmælte, men også overbevisende intense kammerspil, som der her bliver budt på. Måske lidt for stillestående for nogle, men vent bare, langsomt stiger intensitet og ubærlighed, mens hemmelighedernes løg får skallerne pillet af én efter en, indtil vi tåreblændet, når ind til kernen. Engelske Kristin Scott Thomas er ét med sin rolle som kvinden, der langsomt vender tilbage til livet og en ”normal” tilværelse, mens hun forsigtigt og tøvende får åbnet op og lappet sammen på det uoprettelige. Og hun spiller rollen som den følelseshandicappede med et intenst nærvær, hvor hvert et øjekast, nervøst sug på cigaretten og halvt ubevidste smil har betydning. Over for hende er Elsa Zylberstein lige overbevisende som lillesøster, der har elsket og savnet storesøster uden forbehold, og som så gerne vil forstå og tilgive, men ikke får meget plads eller lejlighed til det. Det handler overordnet om svigt, skyld og fortrængning og alt det, vi gør ved hinanden i familien, når vi går forkert af hinanden. Og som vi ikke har det så godt med. Samtidigt er det et suverænt kvindeportræt som Kristin Scott Thomas her leverer. Hun forløser rollen og tegner præcist kvinden, der bærer på en ubærlig sorg. Bevægende og tæt på. Her er ikke en falsk tone, netop fordi skuespillet mere består af pause og nøje afmålt præcision end af udadvendt demonstration. Desto stærkere bliver følelsesudladningerne, når de kommer. Og så er det hele fortalt i flotte og sansemættede billeder, med en varme og et nærvær, der danner slående kontrast til Juliettes kuldslåede sjæl. Biffen på Nordkraft har været så heldige at få fingrene i den ekstra kopi, som er blevet lavet, efter at biograferne i København lidt overraskende har oplevet fulde huse til denne ”smalle” film, og derfor kan den ses i det nordjyske i små 14 dage, inden den skal videre rundt i landet. Sagt i al ydmyghed - stor filmkunst for voksne mennesker og en problematik og et kvindeportræt, som bliver siddende længe, efter at du har forladt biografen. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk ”Jeg har elsket dig så længe” Org. titel: ”Il y a longtemps que je t’aime” Frankrig/Tyskland, 2008. Instr.: Philippe Claudel En time, 56 min. Biffen på Nordkraft.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...