Film

Smertens ubærlighed

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En solopgang i noget, der ligner realtid, er med til at spænde "Stille lys" op i en ulideligt pågående og virkningsfuld langsomhed.

film “Stille lys” # # # # # ¤ Pas på, det er en film, der hele tiden gør noget, man ikke venter, den her. Den har sit helt eget filmsprog, og man mærker hurtigt, at man er skolet til en anden måde at opfatte signalerne på. En af vejene er tempoet. Her har vi meget god tid. Tid til at sidde og se på en hel soloopgang over den mexicanske bjergslette i nord, kun ledsaget af insektlyde, fugle og brølende kvæg ikke så langt væk. Insisterende brøl, der fortæller, at dyrene står i en stald og venter på at blive malket. Det sælsomme er, at når en film- og medievant dansker ser sådan en scene, så spændes forventningerne mere og mere. Vi kan nærmest slet ikke forestille os, at vi bare venter på at solen skal stå op og dagen komme i gang. Sådan er det jo ikke på film. Her bygger sådan en lang sekvens helt klart op til en voldsom udløsning - og fraværet af musik efterlader os også i et skræmmende tomrum: Vi ved ikke, hvad der venter. Søde strygere vil signalere romantik og harmoni, dybere bastoner ville true os med noget lurende farligt. Men her er det ingen af delene. Det er bare morgen. Og så dog. Nok holder der en bil uden for det lille hus på landet, men inden for er der forbavsende stille, kun pendulurets kraftige tikken røber liv. Men hov, køkkenet er fuldt af folk. Seks børn og far og mor, alle i tavs bøn ved morgenbordet. Den mexicanske instruktør Carlos Reygadas fortæller os en historie om et kærlighedsdrama i en familie af udvandrede europæiske mennonitter, kristne, der minder ganske meget om amishfolket, nøjsomme, mådeholdne, disciplinerede mennesker, stærke i troen, hengivne til bøn, fordybelse og næstekærlighed. De taler et plattysk-hollandsk klingende sprog, der er rejst med deres forfædre over havet for 100 år siden eller mere. Vores familie - far Johan og mor Esther og de seks børn - er ikke yderligtgående i deres religiøse udøvelse. De kører bil og køber visse moderne varer, men de lever asketisk uden medier eller telefon. Her sender man bud til hinanden og samtale og læsning er kommunikationsmidlerne. Filmens meget store drama udspiller sig utroligt lavmælt, i lange rolige træk, der lidt efter lidt føjer de informationer til, som vi har brug for. Og vi har virkelig desperat brug for dem, for filmen trækker os helt tæt på personerne, og det er så tydeligt, at de er i svær pine. Vi har voldsomt brug for at vide, hvad der er galt, så alarmerede er vi nede i mørket af de små bitte tegn, vi får. Når Johan, med tårer på kinderne efter et grådanfald, trækker en taburet frem, så snart alle andre er gået, tror vi skrækslagent, at han vil hænge sig. Når han kærligt og beroligende mumlende trækker den gamle hund ud, er vi sikre på, at den skal dø - og så fremdeles. Et godt stykke henne har vi så endelig accepteret, at sådan er denne films rytme altså - og fået et indblik i den krise, de er i. Johan har længe været Esther utro med Marianne inde fra byen. Han har kæmpet for at stå imod - og siden for at rive sig løs, men han evner det ikke, selv om det flår ham midt over. Esther kæmper desperat for at leve med det, for hun elsker ham jo, også selv om det bryder hendes hjerte i stykker. Deres liv er et konstant mareridt af ubærlig smerte og skyld. Johan og Marianne er dybt forpinte af skylden, Esther er så ulykkelig, at hun er ved at bukke under. Børnene er der hele tiden, storøjede og fortvivlet usikre. Filmens kunst er dens ubærlige langsomhed. Handlingen udvikler sig minutviseragtigt langsomt, små, små bevægelser, umærkelige forandringer - men de er der, og skæbnen er i dem. Det er i meget høj grad billederne, der fortæller filmens historie. Dialogen er meget knap, der er slet ingen musik. Spillerne er alle amatører, taget ud af hverdagen, mennesker mærket af liv og arbejde. Det er med til at give en stærk følelse af virkelighed, at de ikke spiller, men næsten bare markerer følelser og udviklinger, kun lige akkurat registreret af et kamera, der er konstant til stede som en usynlig, meget diskret iagttager. Følelserne i filmen - og i os - er spændt helt ud, da handlingen endelig begynder at rykke - i filmens sidste del. Her forløses i et meget stærkt tempo, chokerende oven på det lange, sejtrækkende forløb, alt hvad der er sparet op. Og her folder filmens virkelige magi sig ud på en måde, der er både uantagelig og fuldkommen logisk i historien. Det er en udfordrende stærk, men også dybt tilfredsstillende slutning, som ikke kan undgå at komme til at dele publikum i dem, der tror og dem, der ikke tror. Her flyttes grænser. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk “Stille lys” Originaltitel: “Stellet Licht” Mexico, Holland, Frankrig 2007. Instr, manus og producer: Carlos Reygadas. Fotograf: Alexis Zabe To timer, 22 min. Biffen, Aalborg “Stille lys” er Reygadas’ tredje spillefilm. De to første er “Japon” (2002) og “Battle in Heaven” (2005). Alle er blevet vist på Cannes-festivalen. “Stille lys” var nomineret til De Gyldne Palmer i 2007 og har vundet en lang række andre festivalpriser.