Hospitaler

Smid ikke to milliarder kr. ud

Aalborg Sygehus skal hurtigst muligt samles og styrkes for, at nordjyder ikke i fremtiden indenfor flere og flere sygdomsområder skal have nærsygehus i Århus.

Alene det, at regionens direktør og øverste fagfolk nu går ud i åben kamp for at Aalborg skal huse et af de kommende fire centre, som efter direktiv fra Sundhedsstyrelsen skal behandle kræft i æggestokkene viser, at det ikke er nogen selvfølge. Alternativet er, at Nordjyder på dette område får nærsygehus i Århus. Samtidig ved vi, at kræft i æggestokkene bliver fulgt af en lang række andre behandlinger, som Sundhedsstyrelsen de kommende år vil kræve samlet på færre centre. SF ønsker, at nordjyder i størst muligt omfang kan behandles i Nordjylland. Derfor vil vi nu lægge yderligere pres på for at samle og styrke sygehuset i Aalborg, der i forvejen er dynamoen i det nordjyske sygehusvæsen. En samling i Aalborg kræver store investeringer. Derfor vil det for nordjydernes skyld være en ufattelig dårlig prioritering, hvis et flertal i regionsrådet holder fast i at smide to milliarder kroner efter et nyt prestige-sygehuse i Himmerland. Regeringens ramme på 25 milliarder kroner til anlæg af sygehuse de kommende 10 år viser klart, at der ikke er råd til både en samling og udbygning af Aalborg Sygehus samtidig med et prestigebyggeri i Himmerland. Sagen om æggestokkekræft, der naturligvis fortsat skal kunne behandles i Nordjylland, viser, hvad der står på spil, hvis regionsrådet vælger forkert.