Hospitaler

Smid smøgerne med lempe

Sygehus Himmerland første sygehus med åben og uforpligtende vejledning i rygestop

Der er rygeforbud på sygehusene, så patienterne må i særlige rygerum eller helt uden for, før der må ryges. Er man indlagt kan motivationen for at ændre rygevaner derfor godt ændre sig. Arkivfoto

Der er rygeforbud på sygehusene, så patienterne må i særlige rygerum eller helt uden for, før der må ryges. Er man indlagt kan motivationen for at ændre rygevaner derfor godt ændre sig. Arkivfoto

Som det første sygehus i Danmark laver Sygehus Himmerland fra 1. september et åbent tilbud om ændring af rygevaner for patienter og pårørende. Modsat gængse rygestop-kurser, skal man ikke på forhånd have besluttet sig til noget som helst, og man kan frit komme til en eller mange lektioner, der i øvrigt afpasses efter deltagernes behov eller ønsker. Sygehusets sundhedskoordinator Malene Wendtland har fået ideen til tilbuddet, som hun kalder "Nysgerrig på ændring af rygevaner". - Normalt skal man næsten have besluttet sig for at holde op med at ryge, før man melder sig til et rygestopkursus. Men her tæller selv små skridt, og pårørende er inviteret med, fordi selv en enkelt ryger i familien påvirker alle de andre. Tilbuddet er uforpligtende, og man kan deltage i det omfang, man har brug for det, siger Malene Wendtland og tilføjer: - Små skridt tæller også, og hvis man spørger en ryger, om de ville have begyndt at ryge, hvis de kunne leve deres liv om, er svaret altid nej. Det mener hun er det bedste udgangspunkt, og så er det godt at vide, hvad det handler om, før man siger ja tak. I Hobro holdes første seance for de rygenysgerrige tirsdag 1. september i mødelokalet ved siden af sygehusets kantine, mens det på Farsø Sygehus skiftevis bliver i mødelokale 1 eller 2. Begge steder fra kl. 14.30-16.