Smidt tæt på VM-plads

Ny AaB'er har gjort det godt i turnering i Norge

GJØVIK:Kapløbet om de 23 pladser i Danmarks VM-trup spidsede for alvor til i denne uge med fire kampe mod Sverige, Frankrig, Letland og Norge. Målmandstrioen med Peter Hirsch, Michael Madsen og Jan Jensen ser sikker ud, men på resten af holdet er opløbet tæt. I første omgang udtager landstræner Mikael Lundström en bruttotrup på 32 spillere. Det sker formentlig allerede i løbet af den kommende uge. I begyndelsen af april skal han derefter skære ni fra. - Man kan helt klart mærke, at der er konkurrence om pladserne. Denne turnering og så slutspillet hjemme i Danmark er jo den afgørende faktor, og dette har været sidste chance for at vise sig i landsholdssammenhæng, forklarer AaB's Michael Smidt, som selv er en af de spillere, der har haft noget at bevise. - Vi konkurrerer ikke ved at modarbejde hinanden. Man samarbejder for, at éns egen kæde skal få succes, og så håber man, at man personligt rager lidt op og gør et godt indtryk på landstræneren, fortsætter han. Netop Smidt kom først med på afbud, da Lasse Degn blev skadet i sidste uge. Og Michael Smidt er en af de spillere, som har raget op i ugens fire kampe. Ikke som holdets bedste - den status har Frans Nielsen taget monopol på. Men som en spiller, der absolut hører hjemme på Danmarks VM-hold. Alligevel risikerer han at blive stemt hjem for andet år i træk. Michael Smidts problem er, at hans foretrukne position er dér, hvor konkurrencen er størst. Han er center i landstrænerens fjerdekæde. Frans Nielsen har samme plads i førstekæden, Morten Green i andenkæden og Frederikshavns Mike Grey i tredjekæden. Og hjemme i Danmark sidder Lasse Degn og plejer en skade. En del usikkerhed I ugens fire kampe har Michael Smidt spillet sammen med Kasper Degn og Alexander Sundberg. Spillere som også blev sorteret fra til sidste års VM. De kæmper alle tre for deres mulighed, og de har skabt så meget i kampene, at de ligner en brugbar VM-kæde. Men det afhænger altså af, hvilken rolle landstræneren har tiltænkt Lasse Degn, Frederikshavns Lars Mølgaard, og hvor langt Mads True kan nå med sin form. Odensespilleren har været skadet gennem det meste af sæsonen, men er tilbage for at kæmpe for sin VM-chance. Andre spillere som Herlevs Thomas Lilholt og måske Thor Dresler står også klar i kulissen. - Jo længere vi kommer med AaB i slutspillet, jo større er mine muligheder i VM-sammenhæng. For mine klubkammerater, betyder det nok ikke så meget. For både Ronny Larsen, Bo Nordby og Frederik Åkesson er rimeligt sikre på landsholdet. Men for mig er det vigtigt. At komme med på det VM-hold betyder utroligt meget, siger Michael Smidt. To nordjyske backs På backpladserne er konkurrencen mindre, men hvor Jesper Damgaard, Jesper Duus, Frederik Åkesson, Dan Jensen og Daniel Nielsen er sikre bud, kæmper Andreas Andreasen, Frederikshavns Christian Schioldan, Thomas Johnsen og Morten Dahlmann om de sidste to pladser. Formentlig med Esbjergs Andreas Andreasen som den mest sikre./ritzau/