Forbrugerpolitik

Smil på cafeen trods sur smiley

Han skuer ud over rummet med en flad og mellemfornøjet mund. Han har ingen næse og han har en ansigtskulør som en Post-it-seddel. Smiley, hedder han.

AALBORG:Han er en gave fra Fødevaredirektoratet, og han blev pakket ud, da et par kontrollanter fra Fødevareregion Nordjylland 9. juli 2003 lagde vejen forbi Cafe Klostertorvet på C. W. Obels Plads i Aalborg. Cafeen havde ikke været god nok til at kontrollere sig selv og opbevaringen af fødevarer, og derfor fik den en dårlig smiley. Men det har ikke givet dårligere omsætning. - Jeg tror faktisk ikke, at vi har ikke mistet kunder på det. Folk lægger selvfølgelig mærke til det, men de fleste er nysgerrige og spørger os, hvorfor vi har fået sådan en smiley, siger medejer af cafeen, Allan Poulsen, forpustet. Ikke fordi han er skræmt over den dårlige smiley - det tænker han "ærligt talt ikke over" - men fordi han var på vej ned ad pisterne i Alpe d"Huez, da NORDJYSKE fangede ham på mobiltelefonen. - Vi havde ikke udfyldt skemaerne korrekt, så det var lidt nogle hovsa-ting fra vores side, der gjorde, at vi fik en dårlig smiley. Man skal lige vænne sig til at resultaterne bliver lagt på nettet, men i princippet synes jeg, at det er fair nok, siger Allan Poulsen. På den smilende hjemmeside kan man klikke sig ind på de enkelte steder og læse om begrundelsen for, hvorfor der måske er givet en dårlig smiley. Allan Poulsen så dog gerne, at der var en mere detaljeret beskrivelse af myndighedernes karaktergivning. Fordi så kunne cafegængerne bedre forstå, hvorfor de nogen steder bliver nedstirret af en mellemfornøjet gul mand.