Smil til den rare betjent

Børnene kom trafiksikkert i Frejlev Skole

FREJLEV:Der blev kørt nogenlunde pænt med et moderat tryk på speederen, da én af politiets fotofælder tidligt i går morges tog et tjek på bilisternes lyst til at opføre sig nobelt i morgentrafikken på en rimeligt trafikeret vej med blandt andre cyklende skolebørn som aktører på vej til Frejlev Skole. Scenen og fotoseancen var således sat på Nibevej gennem Frejlev by næsten ud for Frejlev Kirke, og det tog ikke den pensionerede politiassistent Bjarne Lund Pedersen mange minutter at gøre det tekniske udstyr i den gule kassevogn klar til fangst. Da han et par timer senere gjorde status over morgenens høst, var otte bilister fotograferet for at køre for stærkt. I løbet af de cirka to timers automatiske trafikkontrol passerede præcis 200 køretøjer. To af dem kan dog alligevel ånde lettet op, for såkaldte tekniske problemer gør, at de alligevel ikke får en hilsen og girokort fra politiet for at have kørt for stærkt. De seks øvrige trafiksyndere kan derimod i de kommende dage godt holde øje med brevsprækken, for her hjælper ingen kære mor. Den tilladte maksimale fart er 50 km/t på den pågældende vejstrækning, og den hurtigste bilist i feltet denne morgen kørte 70 km/t og blev naturligvis blitzet. På grund af blandt andet speedometerafvigelser trækker politiet forlods selv nogle få kilometer fra den noterede fart - en slags tolerancetærskel - og det betyder i det konkrete tilfælde, at den pågældende fartsynder skal af med en bøde på 1000 kroner til statskassen. De øvrige fartbøller blev noteret for at have kørt 64 km/t, 62, 60, 61 og 59 km/t. I førstnævnte tilfælde er bødestørrelsen 1000 kroner, og de øvrige fire slipper med 500 kroner. I forbindelse med skolestarten her i august på alle landsdelens skoler har man i et par uger opprioriteret fartmålingerne ved skolerne, og det er ganske enkelt et led i det præventive arbejde i forsøget på at beskytte de svage trafikanter. Politiet har i øvrigt tre fotobiler til rådighed i det nordjyske område. Denne onsdag morgen var der gudskelov ingen trafikanter - hverken de små på to hjul eller de store på fire hjul - der led nogen form for overlast på grund af medtrafikanternes trang til at køre for stærkt. Det var i det hele taget ifølge politiassistent Bjarne Lund Pedersen en fartsyndermæssig stille morgen. Hans erfaring igennem snart to år i forbindelse med disse trafikkontroller er nemlig, at omkring 10 procent af bilisterne kører for stærkt og dermed noteres. Hvis det overføres til gårsdagens trafiktal, så skulle hans fangst have været omkring en snes bilister, og det kom heldigvis ikke til at holde stik. Bjarne Lund Pedersen siger, at én af forklaringerne på den noget ringere fangst måske kan skyldes tilstedeværelsen af diverse presserepræsentanter på stedet. - Bilisterne er jo ikke dumme, og når de ser den gule kassevogn omkranset af blandt andre fotografer så tidligt på morgenstunden, så får de hurtigt en fornemmelse af, at der er "ugler i mosen" og skynder sig at sænke hastigheden, forklarer han. Han fortæller også, at det desuden er ganske udbredt blandt trafikanterne at advare hinanden om, at der holder en fotovogn i vejkanten. Det foregår på den måde, at man blinker til de modkørende, der er på vej hen mod fotofælden. Denne praksis kunne avisens udsendte medarbejder således selv konstatere ved selvsyn på Nibevej. - Så vi må nok erkende, at vores tre biler efterhånden er kendte "ansigter" rundt om på vejnettet, siger Bjarne Lund Pedersen, der personligt har det noget skidt med, at mange bilister omgående speeder op, lige så snart de har passeret politiets fotovogn. - Jeg ved godt, at vi ligefrem er forhadte blandt nogle bilister, men det er jeg nu fuldstændig kold over for. Vi passer blot vores arbejde, og så synes jeg endvidere, at fartsynderne skulle gribe i egen barm og køre på en anstændig måde, siger politiassistenten og tilføjer, at de omkring 100 målesteder er udpeget af Nordjyllands Amt og Vejdirektoratet. - Det overordnede formål med fartmålingerne er jo at få bilisterne til at lette trykket på speederen, fordi der helt generelt køres for stærkt, pointerer Bjarne Lund Pedersen. Den højeste hastighed han selv har målt fandt sted på Egensevej i Aalborg, og her blev bilisten noteret for 130 km i timen. Den maksimale fart det pågældende sted er 80 km. Hvis man eksempelvis kører 70 procent over den tilladte maksimale hastighed, så får man dels en bøde på 2000 kroner, dels skal man til en orienterende køreprøve.