Smile- og fløjtevokaler og alfabet-sang

- Børn skal læse hver dag, også selvom de ikke kan, siger dansklærer i 1. B

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Forældreskolen havde matematiklærer Anne Marie Simonsen taget plads i læsestolen, mens dansklærer Jens Jakob Mortensen underviste.

SKAGEN:En gruppe forældre havde forleden deres allerførste dansktime på 1. klasse niveau i mange år. De havde medbragt deres børns læsebøger for bedre at kunne følge med i et par aftentimer på Ankermedets Skole. - Jeg gennemfører denne time, som jeg gør i 1. klasse, men jeg regner dog ikke med disciplinære problemer, understregede læreren Jens Jakob Mortensen. Han skriver alle de 28 små bogstaver i fire rækker på tavlen. Bogstaverne synges, men med en ny melodi i forhold til den, vi gamle lærte i sin tid. Pegepinden er dog stadig et vigtigt og brugbart redskab. - I skal lægge mærke til, hvordan jeg skriver bogstaverne. Det er sådan børnene kender dem, forklarer læreren. Jens Jakob Mortensen gør opmærksom på forskellen på et ”læse a” og et ”skrive a” og at børnene indtil videre kun bruger små bogstaver. Alfabetet skal de kunne inden jul. - I vil opleve, at mange af jeres børn læser meget lige nu, men at de på et tidspunkt går lidt i stå. Det er helt naturligt, forklarer Jens Jakob Mortensen. Forældrene lærer helt nye begreber som smilevokaler og fløjtevokaler, de hører om dobbeltkonsonanter, om at klappe stavelser, dobbeltord og ordanalyser. - Jeg tager det for givet, at børnene læser hver dag. Også selvom de ikke kan. På den anden side er det jeres ret som forældre at bestemme, at barnet ikke skal læse i dag, hvis han eller hun er for træt. - Læsning skal altid være lystbetonet. Hvis det ikke går godt med at læse i læsebogen, så lad dem stave og dermed læse et par ord i avisen, forklarer Jens Jakob Mortensen. Der bliver også tid til at synge i en dansktime. - Ofte synger vi en sang, som de kan udenad - samtidig med at vi kigger på teksten, noderne og tegninger, der hører til sangen. I løbet af aftentimen med dansk lærte forældrene alt det, som børnene normalt lærer i en undervisningstime - foruden at de fik en forklaring på, hvorfor undervisningen foregår på den bestemte måde. - Der sker mange skift i løbet af en time, og det kan være svært at lade være med at begynde at snakke. Til daglig øver vi os på at sidde stille nok til at lære noget. Jeg bruger meget tid på at løse konflikter og at skabe en god stemning. Det er forudsætningen for at kunne lære noget, understregede Jens Jakob Mortensen over for forældrene. - Pigerne lærer hurtigt at læse, for de skal bare gøre læreren glad. Drengene skal lære at gå i skole.