Smilende Ban Ki-moon i Norge

Norge 1. september 2009 06:00

OSLO: FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, smilede, da han mandag gik fra møde til møde i den norske hovedstad, hvor der er blevet rettet en svidende kritik af hans lederskab. Nu er det klimaet, det gælder, og anklagerne om, at FN er blevet ineffektivt og svagt i den tid, hvor han har været generalsekretær, er skubbet til side. - Det er en stor ære for mig at byde dig velkommen for at diskutere de vigtigste spørgsmål, som verdenssamfundet står over for, sagde statsminister Jens Stoltenberg, da han mødtes med Ban Ki-moon. Ban Ki-moon, som senere skulle til Svalbard for at se nærmere på konsekvenserne af klimaændringerne, sagde forud for sit besøg i Norge, at han ikke er forurettet over kritikken mod sin person. Kritikken er kommet fra Norges stedfortrædende FN-ambassadør, Mona Juul, og blev fremsat i et notat til det norske udenrigsministerium, men endte på en eller måde i den norske avis Aftenposten. Ifølge notatet har Ban været svag og ineffektiv, og han mangler karisma. Ban Ki-moon, som er tidligere sydkoreansk udenrigsminister, er halvvejs gennem sin femårige embedsperiode som FN-generalsekretær. /ritzau/NTB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...