Smilende Simone

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Her lykkes det så igen. Simone fordrejer hovederne på de afghanske myndigheder, så hun slipper for at betale lufthavnsafgiften på 200 dollars.

dokumentarfilm ”Smiling in a War Zone” # # # # ¤ ¤ Nogle gange er en god dokumentarfilm meget bedre end en spillefilm, og det er denne film et godt eksempel på. Og nogle historier er så usandsynlige, at de ikke kan finde sted i virkeligheden. De kommer fra fiktionens verden. Det er denne film IKKE et eksempel på. Denne historie er nemlig så vildt langt ude i hampen, at man har svært ved at tro, at det er sandt. Men det ER en dokumentar. Og det er en herlig en af slagsen. Filmen er af og med billedkunstneren Simone Aaberg Kærn. Foruden sin kunst er hun også pilot. Hun har en gammel Piper fra 1961 med lærredsvinger, som kan flyve 140 kilometer i timen max. Det er hendes hobby. En dag læser hun i avisen om en pige i Kabul, Afghanistan, der drømmer om at blive pilot. Så tager Simone en væsentlig beslutning: Hun vil flyve til Kabul, finde pigen og lade hende styre hendes flyver. Det er så langt, langt ude. Ja, både historien og Kabul er langt ude, men hun gør det. Flyvet har en rækkevidde på 500 kilometer, så det bliver en flyvetur i mange etaper, som tager hende næsten tre måneder. Der er nemlig masser af forhindringer undervejs. I det gamle Eksjugoslavien må hun ikke flyve, for det er stadig, mange år efter borgerkrigen, en krigszone. Så hun må uden om. Ned gennem Grækenland og videre gennem Tyrkiet, hvor hun længst ude mod øst køber en chador, inden hun skal flyve over Iran, hvor hun snyder sig ind, for blot at opdage, at den chador hun havde fået syet i Tyrkiet for ikke at støde iranerne, er en bondekone-model. Derfor bliver hun til grin på gaderne i Teheran. I Afghanistan venter den største udfordring: Amerikanerne har lagt et jernlåg over luftrummet i landet, og de behersker det suverænt. Men det lykkes Simone Aaberg Kærn at narre amerikanerne til at komme ind i landet, ved blot at lade som om, hun har problemer med sin radio. Derfor kan hun omsider lande i Kabul. Her finder hun pigen, som får lov at flyve. Det er sådan en historie, man bliver rigtig glad af. Ikke kun fordi den er så fuldstændig flippet. Men også på grund af Simone Aaberg Kærn. Hendes smil kan smelte jern, og når hun smiler til kameraet, er man solgt. Det er da også det smil, hun skamløst bruger, når hun i alskens mellemøstlige lufthavne skal snakke sig fra at betale landingsafgifter for sit fly. Det er også spændende at se, hvordan Simone Aaberg Kærn bevæger sig ind på et totalt mandsdomineret felt. Både piloten og krigskorrespondenten er jo mænd, og her kommer så en lille, spinkel kvinde og gør noget, der ikke synes muligt. Heller ikke for mænd. Alene det at flyve illegalt ind i Afghanistan, mens det amerikanske luftvåben ligger på lur overalt, er jo næsten en kamikazeaktion. Men det viser også, at kvindelist er en farlig ting. Filmen er overdådig glad og positiv, fordi dens budskab er, at man kan, hvad man vil. Men også fordi den er fortalt med lune og underdrejet humor. Derfor er det også fuldt fortjent, at den vandt førsteprisen ved Odense Filmfestival for nylig. Og selv om det er en dokumentarfilm, er den ikke tør og kedelig. Så se den for pokker! Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk @Brød.9.kurs-u-indryk: [ ”Smiling in a War Zone”. Dansk. Instr: Simone Aaberg Kærn og Magnus Bejmar. En time, 18 minutter. Tilladt for alle. Biffen i Aalborg fra i aften og til og med torsdag.