EMNER

Smilet vokser i bymidten

I disse dage, hvor danskerne slæber store mængder af julegaver hjem, spiller et tilfreds smil om munden på mange forretningsfolk. Ikke mindst dem, der driver specialbutikker i bymidter.

Dels vokser købet af julegaver generelt, dels bliver en stigende del af gaverne købt i specialbutikker. - I takt med, at folk bruger flere penge på julegaver, så stiller de andre krav. De vil have individuel betjening af personale, der ved noget om tingene. Der er ikke så meget fokus på prisen, og det bliver i stedet andre værdier, der betyder noget, siger Flemming Thingbak. Han er direktør for Aalborg City, der omfatter godt 300 forretninger i det centrale Aalborg. Bent Aarrebo Pedersen, der er formand for Danske Handelsstandsforeninger, peger på, at de centrale bydele generelt vinder markedsandele. Dels forsvinder butikkerne fra de mindre byer, dels lever bymidten videre, når butikkerne holder fyraften - mens storcentrene blot låser døren. - Mange byer har investeret både politisk og erhvervsmæssigt i de centrale byområder de senere år. Det er med til at skabe liv, siger Bent Aarrebo Pedersen. - Ønsket om at give større gaver i god kvalitet betyder også, at mange fravælger tilbudsvarekøb i discountkæderne, hvor det jo kan blive et chancekøb, føjer han til. soeren.bak@nordjyske.dk