Smiley-samfundet

Staten spiller rollen som opdrager af den gode borger i regeringens noget-for-noget-projekt

I kommunismens storhedstid i Sovjetunionen blev borgere, som gjorde en ekstra indsats, hyldet med udnævnelser til "månedens arbejder" eller andre fine titler. Et tilsvarende forslag er ikke at finde i regeringens omfattende katalog over "noget-for-noget" - men en del af initiativerne ligner: Den gennemgående idé at, at gode borgere skal belønnes, præmieres eller hyldes. Dårligere borgere skal kontrolleres, betale bøder eller på anden måde straffes. Godt borgerskab er taxachaufføren, der yder fin kundeservice, AF-medarbejderen, der skaffer mange ledige i arbejde, sprogcentret, der hurtigt får lært flygtninge dansk, asylansøgeren, der efter afslag på ophold tager det første fly tilbage, den 65-årige, der bliver et par år længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på folkepension eller den kriminelle, der opfører sig eksemplarisk i fængslet og derfor kan blive prøveløsladt før andre. Dårlige borgere er for langsomme til at gennemføre en uddannelse, glemmer at melde afbud til en operation eller til et møde med sagsbehandleren, sløser med skatteindbetalinger eller er for passive, hvis de er syge. Som et omfattende Smiley-system har regeringen delt befolkningen og virksomhederne ind i tre kategorier: Dem, der ikke overholder landets love. Dem, der bare lige gør, hvad de skal. Og så præmie-borgerne, der yder en ekstra indsats og lyser op som eksempler for andre. Da Venstres beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen først på ugen præsenterede regeringens udspil med 57 konkrete tiltag betonede han, at dette er et ideologisk projekt af samme vigtighed og tyngde som regeringens frit-valgs-strategi. "Noget-for-noget er en måde at synliggøre den enkeltes ansvar overfor samfundet. Vi vil sætte lys på den ekstraordinære indsats. For mange steder i dag betyder det ikke noget i forhold til det offentlige, om man gør noget særligt. Det her er et opgør med konsekvensløsheden, og for os er det helt klart et ideologisk projekt", sagde Claus Hjort Frederiksen. Understregningen af projektet som ideologisk ledetråd i regeringens arbejde kan opfattes som et forsøg på at imødegå den kritik, som med stigende intensitet har været rejst af regeringens politik: En kritik gående på, at regeringen mangler et samlende projekt, der kan fylde tiden ud frem til næste valg - og i øvrigt kan give ideologiske pejlemærker på, hvordan regeringen mener samfundsudviklingen skal forme sig i fremtiden. Men problemet for dele af Venstre er, at hvis der overhovedet kan aflæses en særlig ideologi i forslagene og lanceringen af dem, kan den næppe siges at være særlig liberal. Forestillingen om den stærke stat, der gennem et detaljeret regelsæt påvirker og opdrager borgerne til at udvise et bestemt samfundssind, ligger nærmere det værdisæt, der præger såvel Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti. Og som dagbladet B.T. har hæftet sig ved, ligner noget-for-noget-projektet i opsigtsvækkende grad "Something-for-something"-programmet, som Tony Blairs arbejderregering præsenterede sidste år i Storbritannien. Interne betænkeligheder I Venstres folketingsgruppe er begejstringen for noget-for-noget ikke ubetinget. En af de få, som godt vil udtrykke sine betænkeligheder offentligt, er Flemming Oppfeldt. Overordnet finder han, at mange af forslagene er fornuftige, men siger samtidig: "Som liberal opfatter man ikke mennesket som en omvandrende katastrofe. Den menneskeopfattelse ville indebære et kæmpe regelsæt. Derfor er det meget afgørende for mig, at noget-for-noget ikke fører til flere regler. Hvis det bliver et regoristisk program med masser af nye regler og straffe, er det ikke særlig liberalistisk. Som liberal tror man på det gode i mennesket og på, at det er naturligt at tage sig af sig selv. Vi har verdens mest regelstyrede samfund, så hvis det her fører til nye regler, er det vigtigt, at vi afskaffer nogle andre regler", siger Flemming Oppfeldt. I regeringen er man da også selv opmærksom på faren i, at projektet kan køre af sporet. Det må ikke ende som i England, hvor skoleelever, der lader være med at pjække, belønnes med billetter til fodboldkampe eller telefonkort til mobilen. Eller som i Sverige, hvor eleverne på en skole får 500 kroner for fire uger uden pjæk, fremhæver regeringen i sit udspil. Også blandt Venstre-ministre, som støtter noget-for-noget-projektet, er der en erkendelse af, at staten som opdrager ikke ligefrem er udtryk for liberalt tankegods. Integrationsminister Bertel Haarder har således på et gruppemøde i Venstre gjort opmærksom på projektets indbyggede problemer. En af landets markante liberale debattører, tidligere indenrigsminister Britta Schall Holberg, der nu er folketingskandidat for Venstre, er betænkelig ved hele projektet: "Jeg kan godt forstå intentionerne bag, men jeg har det lidt ondt med det. I al almindelighed forventer vi vel - og har tillid til - at borgerne gør sig umage. At hjemmehjælperen, skoleeleven eller forskeren gør sig voldsomt umage. Det kan være vanskeligt at sige, at dem, der gør noget ganske særligt, så skal belønnes. Bortset fra det bureaukrati, der må komme ud af at finde ud af, hvem der gør en særlig indsats. Det bliver meget bureaukratisk, hvis vi hele tiden skal rende rundt og måle og evaluere hinanden, og der er en tendens til, at det let bliver dem, der er meget synlige, der får præmien. Og der går jo også en fru Jensen og en Hr. Mortensen rundt ude i landet, som ingen rigtigt får øje på, men som udfylder deres rum og arbejde. Skal de så føle sig middelmådige?" spørger Britta Schall Holberg. Både forslagene om belønning og sanktioner vil medføre en masse nye regler, forudser hun - og ordningerne vil være vanskelige at administrere ud fra retfærdige, målbare parametre. "Det er altid vanskeligt at administrere, når nogen skal ind og vurdere andres arbejde", siger Britta Schall Holberg. Hele filosofien i, at staten gennem regler, præmier og straf skal opdrage befolkningen, er hun også afvisende overfor: "Jeg har problemer med, at man skal lovgive om det. Jeg synes ikke, at en stat i almindelighed skal betjene sig af belønning og trusler. Man kan meget nemt forestille sig, at det her slet ikke befordrer den ansvarlighed, som er nødvendig. Det er meget godt, at vi alle lige får genopfrisket, hvad det vil sige at være borger, og hvad det vil sige at have ansvar for fællesskabet. Men det er en gal vej at gå at begynde med en masse lovgivning, og jeg bryder mig ikke om tankegangen "noget-for-noget". I almindelig kristen tankegang skal man jo kunne gøre noget uden at få belønning for det. Ellers kan det let komme til at gå udover de svageste i samfundet - for de kan ikke levere varen."