Sminkede lig og sexede undertoner

Der er ingen ende på, hvor interessant det er at finde ud af, hvordan der ser ud bag andre folks lukkede døre og beskyttende gardiner. Det har pressen og medierne altid vidst, ellers var der ikke noget, der hed dameblade, ugeblade, boligmagasiner, sladderspalter eller portrætinterviews. Fjernsynet har taget den fulde konsekvens. En bestemt programform er blevet voldsomt populær: De programmer, hvor vi kommer med hjem hos andre ganske almindelige danskere, ser hvordan de bor og lever, oplever deres smag og mangel på samme for åben skærm. Man kan mene, at det er usmagelig leflen for lave instinkter som nyfigenhed og snagelyst - men så har man jo også karakteriseret sig selv på samme usle måde, hvis man ellers ser den slags. Hvad man jo gør. Så hvorfor ikke bare glæde sig over, at det er helt almindeligt og legalt. Jeg tænker på "Hjerterum" og på "Helt solgt", på "Åbent hus" og på det dér, hvor man skal gætte, hvem der rigtig bor der. Der var også det, hvor naboer indrettede hinandens hjem om med hjælp fra diverse eksperter - og "Hammerslag" er også lidt i samme boldgade. Det handler om penge, om smag, om muligheder - og det handler om at komme med ind i privaten, være en flue på væggen, kunne snaske ganske anonymt i, hvad de andre har. Forleden så vi "Hjerterum" om to store, stærke kvinder, der er blevet kærester og skal flytte sammen. Begge i en så tilpas moden alder, at de har hver sin stil, hver sit meget personlige hjem. Og så nyt, at der stod frisk erotik omkring dem. Flyt dem sammen, så begge kan leve med det og kærligheden fortsat kan blomstre, lød opgaven. Tricket i programserien er, at en indretningsekspert tager det på sig at træffe de svære valg og gøre resultatet spiseligt. Det betyder, at parterne ikke skal igennem den store konflikt om hver lille stump indbo eller hver millimeter vægfarve. Det sparer en masse ballade. Den ene af de to kvinder havde besluttet at frede en Christiania stålreol fra kvindesmedien - noget af et apparat - og den anden ville gerne frede sine helt originale orkesterstole. Det gik forrygende godt - og det var helt synligt, at alle kom ud på den anden side med masser af glæde over, hvad det var blevet til. Det blev til et charmerende program om to stærke, skønne, nyforelskede kvinder, meget københavnsk, meget feministisk, meget varmt. Og så er det altså et program, hvor man kan fiske en masse ideer til nytænkte måder at indrette sig på med det, man har i forvejen og lidt små midler oveni. Charmerende og inspirerende, når det er positivt, og somme tider rystende at se fine tings skæbne, når det er negativt. Lidt mindre spiseligt er et program som "Helt solgt", der jo i bund og grund handler om, hvordan man med meget enkle midler og for en slik kan bilde kommende købere ind, at det er et meget flottere hus, de køber, end det man sælger. Det svarer til at spraye brugtbilen med læderduft og få 5000 mere for den - og det er hist og her lige på kanten af fup & svindel. Men sandt er det formentlig også: At vi er tossenaive og parat til at punge en hel masse mere ud for et pænt indtryk, også selvom vi alligevel vil lave hele huset om, når vi har købt det. Det har altid heddet sig, at man skulle vise et hus frem i møbleret tilstand, når det skal sælges. Det taber straks i værdi, når man kan se firkanterne efter malerierne på væggen og skrabemærkerne fra møblerne. Også selv om alle ved, at de er der alligevel. Verden vil bedrages. Og det bliver vi så.