Smitte med ebola har som frygtet ramt større congolesisk by

Der er registreret ebolasmitte i en større by i DRCongo, og dermed frygtes det, at sygdommen kan spredes.

Myndighederne i DRCongo bekræfter, at et ebolaudbrud er spredt til en by i den nordvestlige del af landet. Foto: Scanpix/Mark Naftalin
Sundhed 17. maj 2018 17:42

Myndighederne i DRCongo bekræfter, at et ebolaudbrud er konstateret i en større by i den nordvestlige del af landet.

Flere hundrede mennesker kan have været i kontakt med smittede personer, siger en lokal læge.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere sagt, at man netop frygtede smitte i byen Mbandaka, da udbruddet dermed kan blive svært at kontrollere.

Ifølge sundhedsminister Oly Ilunga er der rapporteret om "to mistænkte tilfælde af viral bløderfeber" i området Wangata i Mbandaka, der er en by omkring 150 kilometer fra udbruddets centrum i provinsen Equateur.

- En af de to er testet positiv for ebolavirus, siger ministeren.

Stemningen er urolig og lettere panisk i Mbandaka, der ligger ved Congofloden, fortæller lokale i området.

- Jeg er på udkig efter en båd, så jeg kan komme væk, siger Constantine Boketshu, som er gift med en soldat.

Der bor over en halv million mennesker i Mbandaka.

Flere hundrede mennesker kan være smittet med ebola, fortæller en unavngiven læge på et hospital i byen til det franske nyhedsbureau AFP.

- Vi skønner, at flere end 300 mennesker har været i direkte eller indirekte kontakt med folk, som er smittet med ebolavirus i Mbandaka, siger lægen.

Det er det niende udbrud af den frygtede virus i DRCongo. Smitten spreder sig fra området Bikoro nær grænsen til nabolandet Republikken Congo.

Af 44 formodet smittede er 23 ifølge WHO omkommet.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...