Coronavirus

Smitten steg hos børnene efter de yngste elevers tilbagekomst

Efter at 0.-4.-klasserne vendte tilbage til skolerne, steg antallet af coronatilfælde blandt børnene.

Genåbningen af den fysiske undervisning for de små klasser kan sagtens aflæses i de danske smittetalsstatistikker. (Arkivfoto)

Genåbningen af den fysiske undervisning for de små klasser kan sagtens aflæses i de danske smittetalsstatistikker. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det var for de flestes vedkommende meget tiltrængt, da skolebørn i 0. til 4. klasse i februar kunne vende tilbage i klasselokalerne og gense kammerater og lærere efter flere måneder.

Men siden er det ikke kun læringskurven, der er steget. Også spredningen af coronavirus blandt de yngste skolebørn er steget, så de har den højeste smitteforekomst af alle aldersgrupper.

Det fremgår af en risikovurdering for uge 10 fra Statens Serum Institut.

- Der ses en stigning i incidensen for de 6-9-årige fra 86 tilfælde per 100.000 indbyggere i uge 8 til 108 tilfælde per 100.000 i uge 9, og det er dermed de 6-9-årige, der har den højeste smitteforekomst, lyder det.

Udviklingen er mest markant i Region Hovedstaden og i Region Syddanmark. Samtidig ses også en stigning i nye mulige udbrud på grundskoler, lyder det i notatet.

Professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Lars Bjerrum kalder det i Berlingske for "en markant stigning".

Men samtidig siger han til avisen, at det er en naturlig konsekvens af, at de yngste elever vendte tilbage til den fysiske undervisning i februar.

- Umiddelbart kan jeg ikke finde nogen anden forklaring på, hvad der kan ligge til grund for så voldsom en stigning, siger Lars Bjerrum til avisen.

Ifølge Hans Jørgen Kolmos, som er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, er det dog alt for tidligt at konkludere for meget på smittetallet.

- Tallet går selvfølgelig den gale vej, men inden vi begynder at overbekymre os, skal vi lige i hvert fald en uge længere hen.

- To punkter på en kurve er ikke nok til at sige noget om, hvor den bevæger sig hen, siger Hans Jørgen Kolmos til Ritzau.

De yngste børn kom tilbage i skole 8. februar - i uge 6. I uge 7 eller uge 8 - afhængigt af kommune - var de dog hjemme igen på vinterferie.

Mandag i denne uge kunne endnu flere skoleelever vende tilbage til den fysiske undervisning.

Elever i 5.-8.-klasse og ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser i alle landsdele kunne for første gang siden nedlukningen vende tilbage. Det må dog højst være en gang om ugen og skal foregå udendørs.

På ungdomsuddannelserne er det desuden et krav, at personale og elever kan fremvise en negativ coronatest, der er højst 72 timer gammel, når de møder fysisk op på skolen

Efterskoler, kostskoler og højskoler åbnede også i hele landet. Elever, der bor på kostafdelinger på ungdomsuddannelser, kan dog først vende tilbage, når uddannelsen er genåbnet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.