Smittetal er igen rekordhøjt: 2150 nye coronatilfælde

Antallet af indlagte med corona stiger med 26 til 354 personer. Yderligere syv er døde, viser tal fra SSI.

Svar på omkring 77.000 coronaprøver indgår i tirsdagens smittetal. 2150 af dem er corona-positive. (Arkivfoto)

Svar på omkring 77.000 coronaprøver indgår i tirsdagens smittetal. 2150 af dem er corona-positive. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Der er registreret yderligere 2150 coronatilfælde i Danmark. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens spørgetime i Folketinget.

Det er det højeste antal, der er registreret på et døgn. Den hidtidige rekord var mandag. Her blev der på 24 timer registreret 2046 coronatilfælde.

Der skal dog tages højde for, at der testes langt flere end i foråret. Derfor findes der givetvis også flere smittede uden symptomer.

Statens Serum Institut (SSI) har tidligere vurderet, at der ville have været fundet op mod 3000 daglige tilfælde i foråret, hvis der var blevet testet 70.000 personer dagligt.

- Tallene er lidt som forventet. Der er vækst i epidemien. Det er en bekræftelse på, at det har været nødvendigt at gribe ind på nuværende tidspunkt, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Tirsdag er der kommet svar på 77.373 test. Det betyder, at 2,78 procent af dem har været positive for covid-19. Det er den højeste andel, der er målt i efteråret.

Der er blevet indlagt yderligere 82 personer smittet med covid-19. Antallet af indlagte coronapatienter på landets hospitaler stiger dog blot med 26 til 354 personer.

Det skyldes, at der også er blevet udskrevet patienter. Samtidig er syv personer, der var smittet med covid-19, afgået ved døden. Det vides dog ikke, om disse har været indlagt.

Det er det højeste antal indlagte siden midten af april. I starten af april toppede antallet, da flere end 500 personer smittet med corona var indlagt.

- Vi skal forvente, med den stigning vi ser lige nu, at antallet af nye indlæggelser med corona vil stige med 50 procent, inden det når toppen, siger Viggo Andreasen.

Ifølge matematikeren topper indlæggelserne formentlig om cirka 14 dage.

Antallet af daglige smittetilfælde når sit højdepunkt om en uge, forventer han.

- I løbet af den uge forventer jeg, det vil stige med omkring 30 procent. Det er stigningen på en uge lige i øjeblikket, siger Viggo Andreasen.

I alt er 901 coronasmittede danskere afgået ved døden under epidemien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.