Smøremiddel ødelægger narko

Diskotek bruger utraditionelle metoder for at forhindre gæster i at sniffe kokain

SÆBY: - Vi ved med sikkerhed, at nogle at vore gæster går ud på toilettet for at sniffe for eksempel kokain. Det foregår ved, at de lægger kokainen ud på håndvasken eller toiletbrættet, og derefter sniffer det op i næsen, fortæller Henrik Christensen, der ejer Diskotek Down Town i Sæby. Lørdag eftermiddag var han i fuld sving på diskotekets toilet med at sprøjte med det kendte smøremiddel WD-40, der for det meste bliver brugt til at løsne rustne skruer og stoppe mislyde i mekaniske dele. Det er især toiletbrættet og håndvasken, han koncentrerede sig om. Problemet for gæsten er, at når det hvide pulver kommer i forbindelse med WD-40, bliver stoffet klumpet og ubrugelig, og Henrik Christensen har da allerede fundet de første klumper af kokain, som en sikkert rasende diskoteksgæst har smidt fra sig. Det var en af dørmændene på Diskotek Down Town, der havde hørt om et diskotek i England, som havde fundet en enkel og billig metode til at få sat stop for narko på toiletterne. Den utraditionelle metode er blevet nødvendig, fordi en del unge er villige til at overskride grænserne og prøve noget andet end øl og spiritus. - I Danmark blev narkoen for alvor populær i midten af 90erne, og det er som om, at vi er bagud, når det handler om at bekæmpe misbruget hos de unge. Hvis en gæst er påvirket af nakotika, er vedkommende ofte nem at gennemskue. - Tit ligner det begyndelsen til sindssyge. Gæsten laver underlige grimasser, han kan ikke stå stille, og der bliver tygget tyggegummi med 400 kilometer i timen, fortæller Henrik Christensen, der har brugt WD-40 på toilettet i tre måneder. Han understreger dog, at langt de fleste af diskotekets gæster ikke er påvirkede af narkotika. Læs mere side 3 og 11