Smukke sange med eget liv

Musik 12. august 2007 06:00

CD POP ”Lyset over Skagen” # # # # ¤ ¤ Rent musikalsk er der absolut ingen som helst form for fornyelse i ”Lyset over Skagen”. Slet ikke når en sang som ”Bella Sicilia” så tydeligt tapper af noget nær samme fyldige kar som et utal af Disney-tegnefilm, komplet med meget karakteristiske lyse, tætte, vibrerende kor. Og da slet ikke når flere melodier har noget indimellem pudsigt underspillet Sebastian-præget over, tydeligst i ”En ven et sted”, som (muligvis som en lille hilsen til Sebastian) låner fra hans nye melodi til ”I Danmark er jeg født”. Og også musicalens umiddelbart mest iørespringende sang, den nærmest straks sangbare ”En nat så fortryllende skøn” har noget Sebastian’sk over sig. Det trækker ikke nødvendigvis på den tydeligvis meget ambitiøse Skagen-musical, som også fungerer gennem disse 16 melodier og temaer, der har fundet vej til cd. Faktisk står langt de fleste af melodierne aldeles fortræffeligt - også uden at man egentlig nødvendigvis behøver at anstrenge sig for at sætte sig ind i den forbindende historie mellem sangene. Tværtimod har flere af dem nærmest selvstændigt liv, vel nok især Maria Lucias smukke ”Lysets land”, der kæmper med titelmelodien, sunget af Caspar Phillipson, om at være musicalens signaturmelodi. Der er gode, solide stemmer på alle pladser - og en fornem indsats af Aalborg Symfoniorkester trækker bestemt ikke ned på helheden. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk @Brød.8.note-u-indryk:[ Maria Lucia m.fl.: ”Lyset over Skagen” Nyt Dansk Musikteater

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...