Smukke Småland

Smålændinge inviterede på rundtur i lokalområdet på jagt efter elge og gode fortællinger

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Astrid Lindgrens verden kan børnene let bruge en helt dag på at opdage. Privatfoto

Det føles som at køre gennem kulisserne til min barndom. Hvert andet øjeblik forventer jeg at se Emil fra Lønneberg komme springende eller børnene fra Bulderby dukke frem bag de små samlinger af rødmalede træhuse med hvide kanter, som nogle har tilladt sig at kalde en by. En mark fyldt med fjerlette hvide blomster får med det samme lyden af lille Ida, der synger en spæd sang, til at ringe i ørene, og jeg får en pludselig lyst til at vække døtrene på bagsædet, så de kan fuldende billedet ved at plukke blomster og let løbe gennem de høje strå med lyse sommerkjoler på. Vores vært møder os ved hytten. Det er en af de første gange den istandsatte kostald og lade skal lejes ud, og Danielson er en flink mand, der gerne vil sikre sig at alt er i orden. Der går ikke mange minutter, før han foreslår at vise os rundt i området omkring Rydaholm. Det bliver en tur med svensk country and western musik i højtaleren og fortælling om de attraktioner, der ikke står i brochurerne. Dér ligger det ældste beboede hus i småland fra 1600-tallet, dér ligger den gamle vandmølle som ejeren har bygget om til at levere strøm til sin bolig og dér på parkeringspladsen foran badesøen, kan man få gratis kaffe og kage hver søndag eftermiddag, når missionsforeningen inviterer de religiøse smålændinge. Uvurderlige små historier. Danielson fortæller også om Mikael, som er fantastisk dygtig til at tilkalde elge, og måske kan lokkes til det, hvis bare man bare inviterer på lidt dansk øl. Et øjeblik senere får Danielson øje på ham, og hurtigt får de aftalt at Mikael kan tage familien ud at se elge en aften. Danielsons hints til gode oplevelser med danskere, øl og jagt falder ikke på klippegrund. Den rødvinsdrikkende danske familie skaffer hurtigt øl - finske godt nok, men dog gyldne dråber på dåse. På jagt efter elge Da Mikael et par aftener senere kommer forbi, viser han sig at være en snakkesalig fyr med hjertevarme og humor i overflod. Han ler over, at vi nu bor der, hvor han som barn var med til at passe køer. Efter en kold pilsner og masser af historier er vi klar til at køre ud for at finde elge. - Inden tre minutter ser I et rådyr, lover han selvsikkert med en lokalkendt jægermine, og fortæller hvor sådan et prægtigt dyr ville kunne holde til. Efter fire minutter må han indrømme, at der nu måske kommer til at gå lidt længere tid, for det rådyr han havde set på vej over til vores hytte er gået sin vej igen. Han giver dog ikke op og ringer straks til sin søn, der kan fortælle, at rådyret løb, da der kom nogle gående forbi. Vi er mere imponerede over Mikaels netværk, og hvor meget man ved om hinanden lokalt end ærgerlige over ikke at have set rådyret. Vi nænner ikke at fortælle ham, at vi ser masser af rådyr, der hvor vi bor. Men en elg vil vi gerne se. - Der skød jeg en elg i 2001. Og lige der skød min søn sin første elg. Og så var der dengang en elgtyr troede jeg var en ko... Mikael husker dato, sted og omstændighederne ved alle de elge, han har skudt og deler gerne sine oplevelser, mens han erfarent scanner lysningerne for elge. Bestanden af elge i området ved Rydaholm er steget betragtelig siden de lokale lodsejere begyndte at samarbejde for fem år siden. Nu er der den samme politik for forvaltningen af jagten på 116.000 hektar jagtmarker, og det har dels betydet flere dyr og flere af de store tyre. - Nu taler vi meget mere sammen, og vi er stolte af at vise området frem, forklarer Mikael Hardarsson, der også er formand for samarbejdet. Jagtturismen er også steget kraftigt i år med besøg af især hollændere, franskmænd, tyskere og danskere, der synes jagten er billig i Sverige. Men elgene bliver ude af syne, denne aften. Vi er for tidligt på den, forklarer Mikael. Han viser os steder, hvor vi helt sikkert vil kunne se en elg, hvis vi sætter os på en klippe en time før solnedgang og venter. Som henholdsvis tre og knap toårig, er vores døtre ikke helt så tålmodige. De vil gerne se en elg nu - eller endnu bedre ud og spise blåbær, hindbær og så hoppe lidt i vandpytter. Det får de lov til, ved en anden af de skjulte attraktioner i Rydaholm. De gamle stenbrud, hvor man brød sort granit. Mikael fortæller om de 60-80 meter dybe huller, hvor arbejderne gik op og ned ad træstiger i træsko. Hvordan to mand hamrede på et tre meter langt jernbor, mens en tredje efter hvert slag drejede boret en smule. Trækraner hev de tunge blokke op og hestevogne kørte dem væk. De store klippestykker, der ikke kunne bruges, ligger nu som bjerg af kantede blokke. Et monument over en arbejdsplads for mange i området frem til 1960. Det dybe hul er du fyldt med klart vand - og en række bilvrag, ifølge Mikaels søn, der dykker i stenbruddet. Siden er et stenbrud i nærheden atter taget i brug, med langt mere moderne metoder, for at udvinde den smukke sorte granit. Turen med Michael rundt på de små grusveje, der byder på så mange naturoplevelser, slutter uden synet af en elg. Til hans store ærgrelse. Men hans tip gav pote. Magiske øjeblikke Aftenen efter satte undertegnede sig på et jagttårn et lille stykke bag hytten ved en lysning en time før solnedgang. Ventede og nød stilheden og roen alene, mens sanserne langsomt omstillede sig fra vild leg med døtrene til at fange alle lydene og bevægelserne omkring mig. En rovfugl kom svævende over det åbne areal og fløj så langs skoven hen mod det tårn, hvor jeg sad. I det øjeblik den passerer mig med få meters afstand, drejer den hovedet og ser på mig. Et magisk øjeblik hvor alt står stille og man mærker forbindelsen mellem fugl og menneske. Høj af oplevelsen gør det ikke så meget, hvis elgen ikke viser sig. Men efter lang tids speeden, er den der. Hvor den kom fra er ubegribeligt, for pludselig står den der i lysningen. Langsomt kommer den tættere på efterhånden, som den bevæger sig fra busk til busk og napper friske skud af grenene. Det larmer og den smasker højlydt. Til sidst går den ind i skoven lige ved jagttårnet, stopper op 10-12 meter fra mig og kigger op. Den overvejer tydeligvis om der er noget, men beslutter sig for at det er der vist ikke. Så går den unge tyr videre. Mikael får mange taknemmelige tanker for sine tips, inden jeg lister tilbage til hytten og til planlægningen af turen til de mere traditionelle attraktioner i Småland.