Smukt møde under kirkens blå himmel

Fodbold 4. september 2002 08:00

HOBRO: Organisten Bent Schmidt hilste ikke personligt på de kongelige. Men fra sin plads højt over kirkerummet fyldt han Hobro Kirke med smuk musik til glæde for regentparret og de øvrige tilstedeværende. Den store opgave havde han fået nærmest på afbud, fordi han som reserve og uden den store organistuddannelse måtte træde til som konstitueret, fordi Hobro Kirkes organist pludselig forlod stillingen. - Jeg har øvet og øvet. Det er lidt som Tom Køhlert, der pludselig får til opgave at lede Brøndby, sagde en munter Bent Schmidt med henvisning til en assistenttræner for det store fodboldhold, som med kort varsel blev kastet ud i rollen som chefmanager. Regentparrets besøg i Hobros smukke, blå kirkerum blev en fredfydt konstrast til dronningens march gennem den menneskefyldte gågade. Her berettede kirketjener Erik Bjerregaard om kirkens historie og udsmykning. Menighedsrådsformand Birgit Jacobsen overrakte en gave til dronnningen i form af bogen "Kirkens historie i Hobro og Skjellerup Pastorater". Menighedsrådet har i anledning af kirkens 150 års jubilæum i år fået genoptrykt bogen, der blev udgivet ved jubilæet for 50 år siden. Regentparret havde selv haft indflydelse på musikken, idet de kongelige havde ønsket at høre noget fransk og noget af Carl Nielsen. Bent Schmidt spillede først et præludium af franskmanden Louis Vierne, og under regentparrets udgang spillede han et stykke af Carl Nielsen. Få minutter efter, at de mange fine gæster havde forladt kirken, kastede 46-årige Bent Schmidt rygsækken på skulderen og havde meget travlt. Han skulle nå toget til Aalborg. Her arbejder han som ingeniør i firmaet Logimatic.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...