Smukt nordjysk udlæg i 2. division

Lutter sejre til Blokhus FC, Hobro IK, FC Hjørring og AaB II i forårspremieren i 2. division vest i fodbold. Blokhus FC slog hjemme SAS Liga-reserverne fra OB så sikkert som 4-1.

Danilo Arrieta - her med bolden - lagde op til alle tre Hobro-scoringer, da Hobro IK slog Randers Freja 3-1 i forårspremieren i 2. division vest lørdag eftermiddag. 
Foto: Jens Morten

Danilo Arrieta - her med bolden - lagde op til alle tre Hobro-scoringer, da Hobro IK slog Randers Freja 3-1 i forårspremieren i 2. division vest lørdag eftermiddag. Foto: Jens Morten

Fire sejre på stribe. Det var det kontante udbytte for de fire nordjyske fodboldhold i 2. division vest i lørdagens forårspremiere. Mest imponerende var nok Blokhus FC's hjemmesejr på 4-1 over topholdet OB i Pandrup. Den sejr betyder, at Blokhus FC nu for alvor har snor i de absolutte tophold, her i blandt OB. Blokhus FC førte 2-1 ved pausen og cementerede sejren med yderligere to scoringer inden for anden halvlegs første 11 minutter - Nicolaj Thomsen scorede to gange for Blokhus FC i den flotte sejr. Hos Blokhus FC overstrålede Quincy Antipas alt og alle med stort overblik. Han havde en fod med i alle fire scoringer til hjemmeholdet. Hobro IK kom også godt fra land med en sejr på 3-1 over Randers FC's SAS Liga-reserver efter 2-0 ved pausen. Hobro krøb dermed et par pladser op i tabellens midte. Hos Hobro IK tryllede Danilo Arrieta med oplæg til samtlige tre Hobro-scoringer. Betrængte FC Hjørring slog til efter pausen i udekampen mod Varde. Efter 1-1 ved pausen scorede FC Hjørring tre gange i anden halvleg, så slutcifrene blev 1-4. Thomas Hansen stod for to af FC Hjørrings fuldtræffere i forårspremieren, og sejren sender FC Hjørring fra sidstepladsen til placeringen som tredjesidst. Netop den placering udløser i den sidste ende kvalifikationskampe om at blive i rækken. Endelig vandt AaB II hjemme 3-0 over Næsby. AaB indtager dermed tredjepladsen i rækken efter OB og FC Fyn, mens Blokhus FC er nummer fire.