Smuldrende digter- klenodier bevares

Film 30. september 2002 08:00

H.C. Andersens originale manuskripter og tegninger er ved at smuldre væk. Den gamle digter brugte såkaldt jerngallusblæk, og nu ruster jernet i blækket sig vej gennem de skrøbelige papirer. Funktionsleder Peter Obel fra Odense Bys Museer oplyser, at man på museet arbejder med phytinbehandlinger, det indtil videre bedste bud på at redde H.C. Andersens gamle papirer. - Behandlingen kan gå ind og så at sige låse den jern, som ruster sig gennem papiret i dag. Og der er nogen, der har haft lovende resultater med det. Vi prøver det af , fordi det er den behandlingsmetode, som i dag ser mest lovende ud. Men den er ikke uproblematisk, forklarer Peter Obel. Problemet med phytin-metoden er, at den lysner papirerne og blækket, der i forvejen er blegnet på grund af alder. Nogle dokumenter vil derfor blive så blege af behandlingen, at de ikke længere vil give indtryk af den levende kunst, som et håndskrevet manuskript er. Men hvis man gennem forskning finder ud af at undgå den blegende bieffekt, vil det bagefter være et overkommeligt arbejde - også økonomisk - at behandle og bevare papirerne. Peter Obel vurderer, at det vil kræve en mands arbejde i tre år at give H.C. Andersens manuskripter og tegninger en phytin-behandling.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...