Smut fik 10 landsmestre

Bagerst fra venstre: Signe Lauridsen Vorgod , træner Cecilie og Signe Thomsen. I midten Fenja Romanski, Freja Romanski og Liva Lauridsen Vorgod og forrest holdets yngste deltager, Jakob Thomsen. Privatfoto
3. april 2017 13:09

Svømmeklubben Smut, der trækker mange lokale svømmere fra hele Østhimmerland, var igen i år stærkt repræsenteret ved Landsdelsmesterskaberne i Ikast.

Til landsdelsstævnet bliver klubberne grupperet i landsdele, hvor hver landsdel står sammen som én fælles gruppe, som dyster mod de andre landsdele.

Smut deltog med fem dygtige svømmere, som præsenterede Nordjylland i flot stil sammen med flere andre nordjyske klubber.

De fem svømmere lavede tilsammen 11 personlige rekorder ud af 18 individuelle starter og fik seks landsmestre med seks guldmedaljer, plus tre sølvmedaljer og en enkelt bronzemedalje - og dermed satte svømmeklubben en stor, fed streg under, at man endda er i stand til at konkurrere med de bedste i landsdelen, når det kommer til resultater fordelt på klubberne.

Til dette stævne blev der også svømmet holdkapper og det er især disse, som bidrager til at styrke fællesskabet og skabe mange nye venskaber mellem de forskellige klubber.

Blandt andet manglede mastersholdet i år en svømmer for at kunne stille holdkap og fluks blev der rekrutteret en af forældrene fra Smuts rækker.

Det blev til en 4. plads trods debutantdeltagelse med premiere i hovedspring.

Smuts rutinerede svømmere deltog i seks holdkapper på de to dage stævnet varede og her blev det til fire guldmedaljer, en sølvmedalje og en bronzemedalje.

Sammenlagt med de individuelle løb kan Smut være stolt af at have 10 landsmestre ud af de i alt 79, som Nordjylland opnåede til stævnet i år.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...