Smykkeforretning har billeder af gerningsmænd
Nørresundby Gulds indehaver har afleveret overvågningsbilleder af tre hætteklædte mænd til politiet

Arkivfoto: Henrik Bo Pressefotograf Henrik Bo
NØRRESUNDBY:Selvom tre hætteklædte mænd natten til onsdag brød ind i hendes smykkeforretning i Nørresundby og stjal både smykker, ure og kontanter, mener indehaver, Marianne Lindegren, at de røgkanoner, der er installeret i butikken, virkede efter hensigten.
- Hvis ikke der havde været røgkanoner, var deres udbytte blevet endnu større, siger hun.
Røgkanoner slørede synet
De tre mænd brød ind i butikken Nørresundby Guld ved 03.30-tiden natten til onsdag, og slap væk derfra med syv bakker sølv- og guld smykker samt nogle ure. Derudover forsøgte de at tømme kasseapparatet.
- Der var kun 1000 kroner i kassen, og de fik 200 kroner med. De tabte de resterende penge på gulvet, men kunne ikke finde dem igen, fordi røgkanonerne gjorde det umuligt for dem, fortæller Marianne Lindegren.
Det er endnu ikke gjort op, hvor meget de stjålne smykker og ure er værd i kontanter.
Har billeder af mændene
Der var også installeret overvågningskameraer i butikken, men på grund af røgkanonerne er de billeder stort set ubrugelige for politiets videre efterforskning.
Til gengæld har Marianne Lindegren billeder af de tre mænd, hvor de står udenfor butikken.
- Politiet har været her med hunde, både i nat, da det skete, men også op ad dagen. De har virkelig gjort en indsats for at finde spor, så det er jeg meget tilfreds med, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.