Brovst

Smykkekunstner åbner butik

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der Er endnu ikke sat pris på denne sølvhalskæde, men den koster ifølge Tonny Larsen 15.000-17.000 kr.

BROVST:Efter at have arbejdet med metal som automekaniker og pladesmed begyndte Tonny Larsen for 12 år siden at lave smykker. Og han har de seneste år koncentreret sig så meget om smykkerne, at han nu har gjort arbejdet til et fuldtidsjob og åbnet butik på sin private adresse Fredensvej 4 i Brovst. – Jeg arbejder med alle former for ædelmetal – guld, sølv og titanium – og jeg laver alle former for smykker, siger Tonny Larsen. Jeg laver gerne bestillingsarbejder og udfører gerne reparationer, men jeg laver også mine egne ting. Ringe, armbånd og halskæder med vedhæng kan fås til priser fra 200 til 25.000 kr. – En amerikaner har over internettet vist interesse for en sølvhalskæde med diamanter til 25.000 kr., fortæller Tonny Larsen. Åbningen af smykkebutikken er markeret med reception, og Tonny Larsen er positivt overrasket over den store deltagelse. – 50 mødte op for at se butikken, og jeg fik en halv snes bestillinger på fingerringe, armbånd og halskæder med vedhæng, siger den nye butiksejer med tilfredshed. Butikken er åben på hverdage kl. 10-16 og ind imellem også i weekender. Tonny Larsen vil også sælge over internettet. Hans hjemmeside, der hedder www.icejeweldesign.dk, er under opbygning.