Smykkevirksomhed lukker til næste år

PBL ApS fyrer 18 ansatte og lukker produktionen af smykker i Tårs

Per Boe Lar­sen, Hjør­ring, er ked af, at Ole Lyng­gaard flyt­ter pro­duk­tio­nen af guld­smyk­ker hjem til Hel­le­rup. Der­for må PBL luk­ke til april næs­te år, og 18 bli­ver fy­ret. Foto: Kurt Be­ring

Per Boe Lar­sen, Hjør­ring, er ked af, at Ole Lyng­gaard flyt­ter pro­duk­tio­nen af guld­smyk­ker hjem til Hel­le­rup. Der­for må PBL luk­ke til april næs­te år, og 18 bli­ver fy­ret. Foto: Kurt Be­ring

TÅRS:Smykkevirksomheden PBL ApS lukker til april næste år, og 18 ansatte fyres. - Det er dybt beklageligt, for det er en kvindearbejdsplads, og vi mangler muligheder for, at de uddannede guldsmede kan få andet arbejde i området, siger formanden for Dansk Metal i Hjørring, Mogens Bjerre med hen-visning til, at guldsmedearbejdet også er flyttet væk fra byens store guldsmedevirksomhed Georg Jensen. Deres smykker produceres i dag hovedsageligt i Thailand. Virksomheden PBL har mest produceret smykker for smykkefirmaet Ole Lynggaard, og det er denne virksomhed, der ønsker at flytte produktionen af guldarbejder til Hellerup. Sølvproduktionen blev i foråret flyttet til Thailand, hvorfor der blev afskediget ni på PBL. - Jeg er ked af det, men jeg har haft en fornemmelse af, at det her kunne ske. Det er heller ikke kommet bag på hverken Dansk Metal eller medarbejderne, siger ejeren af PBL ApS, Per Boe Larsen. - Jeg synes, det har været rart, at medarbejderne har haft mulighed for at lave fede smykker i 11 år, men selvfølgelig er vi alle sammen kede af det. Socialt tror jeg, at medarbejderne har haft det godt og de har haft overskud til hinanden. Personligt er jeg også ked af det. Jeg kunne godt lide at have den produktionsvirksomhed, og jeg har tjent penge på det. Og der er ikke én medarbejder jeg vil af med, siger Per Boe Larsen. Netop fordi han vidste, at produktionen var usikker, sørgede Per Boe Larsen for, at en række uuddannede fik uddannelsen til guldsmed. To lærlinge mangler en del af uddannelsen, men Per Boe Larsen og Dansk Metal vil forsøge at finde to nye lærepladser til dem. Nej til salgschefsjob Per Boe Larsen har samtidigt med firmalukningen sagt sit job op hos Ole Lynggaard, hvor han har været ansat i 18 år - først som sælger og de senere år som salgschef. - Jeg synes, at jeg har haft for meget at se til, så nu vil jeg arbejde på halv tid - sådan cirka 37 timer om ugen, siger den aktive erhvervsmand, som for nogle år siden købte guldsmedeforretningen Hassing i Hjørring, der i år fylder 100 år. Han ejer også nogle ejendomme i Hjørring og har ved de to virksomheder ti ansatte. En del af produktionen på PBL i Tårs har været smykker, som Per Boe Larsen selv har designet. - Hassingsmykkerne skal i fremtiden produceres af nogle af de ansatte guldsmede på PBL, som vil starte som selvstændige. Jeg har tilbudt, at de kan leje sig ind i de eksisterende bygninger. Foreløbigt har to sagt, at de er interesserede, siger Per Boe Larsen. Virksomheden Ole Lynggaard har tilbudt to guldsmede at følge med til Hellerup. Østen truer Hos Dansk Metal er man nervøse for, om produktionen af smykkerne flytter til Østen. Formanden i Hjørring, Mogens Bjerre siger: - Vi kan da frygte, at arbejdspladserne på sigt ryger til Østen. Det kan i hvert fald være svært for mig at se, at de kan være mere effektive i Hellerup end i Tårs. Selvfølgelig kan vi her i Vendsyssel være ligeglade for arbejdspladserne er væk herfra, men for dansk kunsthåndværk er det ærgerligt. Det bliver efterhånden sådan, at kun designet er dansk.