Snak ikke nok

pædagoger, lærere, plejepersonale, sygeplejersker, er kommet i klar fokus.

Regeringens stive økonomitænkning er gået for vidt. I begyndelsen virkede idéen udmærket, for borgerne skulle have mest muligt ud af skattekronerne. Mest muligt velfærd for pengene. Men effektiviseringen og rationaliseringen inden for det offentlige område er gået for vidt. Personalegrupperne er blevet presset så hårdt, at nedslidning og stress, kombineret med en yderst lav løn, har medført, at man ikke længere oplever sig hverken anerkendt eller værdifuld i arbejdet. Den onde cirkel er blevet en realitet. Der er mere sygefravær, mange flygter fra faget, og stadigt færre søger ind på uddannelserne. Vikarbureauer, med lidt højere løn, overtager de fastansattes plads. Løn og anerkendelse hænger uomtvisteligt sammen. Disse faggrupper anerkendes ikke, selvom de reelt udfører velfærdsarbejder, som absolut ikke kan undværes. Velfærd er ikke et blot et diskussions-begreb, men ”velfærd” er det basale fundament i vores hverdagsliv: * Alle, der har børn, er dybt afhængige af pædagogers og læreres mulighed for at yde en velfærd (pasning og undervisning), som forældrene har tillid til. * Alle, der er syge, eller har nære relationer, som er syge, er dybt afhængige af plejepersonalets mulighed for at yde en velfærd (pleje og omsorg), som man har tillid til. * Alle, der har ældre, svagelige familiemedlemmer, er dybt afhængige af, at de ældre får den velfærd (hjælp, tid og omsorg), som man kan have tillid til. Dette er velfærd. Synet på de offentlige ansattes muligheder for at yde velfærd må revideres og opprioriteres. Alle partier ”klumper sig” på mid-ten for at overgå hinanden i ord, der duperer, og i løfter, der lyder godt. På tegnebrættet optræder ord som ”borger-rettigheder” og ”service-garantier”. Alle kan blive enige om fine ord og vendinger. Men hvordan opnår man det reelt? Først og fremmest må man forholde sig konkret til indholdet i begrebet ”velfærd”: Velfærd bliver skabt i det konkrete møde mellem den ansatte og modtageren. Velfærd er en menneskelig relation mellem giver og modtager. Velfærd er en ydelse af kvalitet i det kvantitative arbejde. I stedet har man i de senere år fokuseret på noget målbart og noget kvantitativt - frem for det menneskelige og det kvalitative. De radikales hovedbegreb om tillid til de offentlige ansatte er tydeligt ved at vinde større indpas i den offentlige debat. Det er udmærket. Det er godt, at flere og flere erkender, at de ansatte ikke kan yde kvalitet, præge deres arbejdet personligt og udvikle faglige idéer, med mindre de føler, at man har tillid til dem. Men tillid kan ikke stå alene og må heller ikke blot blive endnu et fint ord på tegnebrættet. Radikale har hele tiden vidst, at betingelsen for tillid, dvs. muligheden for at kunne leve op til andres tillid, er en reel følelse af at være anerkendt og en reel følelse af værdifuldhed. Disse to basale kvalitetsaspekter er det indhold, som først og fremmest er interessant på mit tegnebræt angående de offentlige ansattes fremtidige arbejdsforhold. Her er lønnen basal. Som sagt: løn og anerkendelse hænger sammen. Forskellen på at være i arbejde og ikke-arbejde er alt, alt for lav. Når der ikke længere er en lønmæssig anerkendelse tilstede, så lider den personlige, menneskelige anerkendelse også overlast. Herudover må faggruppernes konkrete arbejdsbetingelser og arbejdsmuligheder grundigt revurderes og ændres: De vigtigste ord på tegnebrættet må derfor være: opnåelsen af faglighed, arbejdsglæde og arbejdsstolthed. Først når faggrupperne får mulighed for at opnå disse tilstande, kan de yde egentlig ”velfærd”. Det er således den faglige professionalitet inden for det konkrete arbejde, som skal højnes, respekteres og udfoldes. Faggrupperne selv ved, hvor skoen trykker. Lad os prøve, i samarbejde med faggrupperne, at udforme, hvordan deres arbejde skal se ud, og hvad det skal indeholde, - og især hvad det ikke skal indeholde. En kvalitetsreform er ikke en ny måde at registrere det gamle på, men skal være en kvalitativ ny måde at skabe kvalitet på. Man kan godt snakke om mere velfærd, men man kan reelt ikke opnå mere velfærd uden også at højne de ansattes lønforhold og arbejdsbetingelser. De ansattes fø-lelse af anerkendelse og værdifuldhed er en nødvendig grundbetingelse. [ Nana Sofia Hansen, C.W. Obels Plads 3A, Aalborg, er folketingskandidat (R) i Aalborg Vest. E-mail: nanasofiahansen@hotmail.com.