Snak på kryds og tværs

"Tilbagetog fra Moskva" # # # # ¤ ¤

Alice og Edward har været gift i 34 år, og nu har han fået nok: hun har været efter ham gang efter gang, hun har hånet hans vaner, alt, hvad han har gjort, har været forkert, og hun har snakket ham det døve øre af. Han går! Forlader ægteskabet.Men om hun vil slippe ham, selv om han har fundet en anden! Hun har behov for ham, hun holder af ham og har brug for hans kærlighed og blotte tilstedeværelse. Men den har hun snakket i stumper og stykker. Han har for længst barrikaderet sig bag sin krydsogtværs og sin interesse for Napoleon og symptomatisk om hans tilbagetog fra Moskva og ladet hende snakke, snakke, snakke i sin absurde kontaktsyge. For publikum er hun et festfyrværkeri af ægteskabelige pointer, og underholdende er hun i sine skævvridninger af hans forslag og bemærkninger, men som hverdagsfænomen.! Malte Claudio Lind og Debra Winger har instrueret og givet stykket det rette tempo, men de har svigtet sønnen. Johannes Lilleøre taber ganske rollen som sønnen, der låner øre til såvel faderen som moderen, på gulvet. Hans fagter og gebærder er håbløst stive og påklistrede. Det er anskuelsesanvisning i amatørisme. Og ekstra grelt virker det, fordi han spiller med to så fuldbefarne og rutinerede skuespillere som Birthe Neumann og Kurt Ravn. Birthe Neumann spiller den uforstående og forurettede hustru Alice med charme og ynde. Hun er i sit rette es med en rolle som denne. Hver replik bliver lige så plastisk i sin form som komisk i sit udtryk, og om replikkerne samler figuren sig med blik, mimik og gestus af en fuldendt individualitet. Hun gennemfører rollen med en uimodståelig elskværdighed. Som hendes ægtefælle Edward brillerer Kurt Ravn ligeledes ved sin kultiverede elskværdighed. Han er den venligsindede, charmerende historielærer, som pludselig har fået nok. Her er ingen støjende pågåenhed, kun venlighed bag den definitive beslutning om at flytte sammen med en anden, som han holder af, og hvor han kan fortsætte med sine krydsogtværser og sin historielæsning i fred. Og så var stykket pludselig slut med en monolog af sønnen. Men vittigt var det. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk William Nicholson: "Tilbagetog fra Moskva" Instruktion: Malte Claudio Lind og Debra Winger. Scenografi: Thomas Kolding. Landsteatret i Hjørring fredag aften. Spilles i aften i Frederikshavn.