EMNER

Snakken går lystigt

LØKKEN:Det går altid hen og bliver umaneligt hyggeligt, når der er kirkefrokost i Løkken, og det er også den dybere mening med arrangementet. - Det sker en enkelt gang, at vi snakker om prædikenen, men som regel er det nu bare almindelig hyggesnak, fortæller Doris Mølgaard Larsen, formand for Løkken-Furreby Menighedsråd. Menighedsrådet lancerede kirkefrokosten sidste år. - Før da havde vi kirkekaffe, men det virkede så umotiveret lige før frokosttid, og så blev vi enige om i stedet at holde kirkefrokoster efter gudstjenesten. Normalt er det den sidste søndag i hver måned, og vi i menighedsrådet skiftes til at stå for arrangementet, oplyser Dors Mølgaard Larsen. Kirkefrokosterne er blevet en succes. - Om vinteren, når det er rigtig koldt og blæsende, kan det godt ske, at der kun kommer 10-15 stykker, men ellers er det rigtig godt besøgt, også af vores "faste" turister, der kommer i kirken og føler sig hjemme og velkomne, siger Dors Mølgaard Larsen. Og velkomne er alle til kirkefrokosterne. Det koster 20 kr. per person at deltage inkl. kaffe, men ekskl. øl/vand.