- Snakken skal gå over kirkeskel

Formanden for rådet i Sindal lægger op til samarbejde - og eventuelt rationaliseringer

SINDAL:Henrik Horsholt er netop blevet valgt til formand for Sindal Menighedsråd; det har han ganske vist prøvet før i en otte-årig periode, men hver tid sine spørgsmål - og spørger man formanden, hvad der især kommer til at fylde på dagsordenen de næste fire år, er svaret udvidelse af kirkegården, renovering af Sindal Bykirke og mere fokus på sognets børn og unge. Og så peger Henrik Horsholt på, at samarbejdet sognene imellem bør styrkes. - Vi skal snakke mere over kirkeskel. Samarbejdet skal styrkes i forhold til præster og medarbejdere i øvrigt. Vi bør ligne det omkringliggende samfund - og få mest muligt for pengene, siger Henrik Horsholt, der er en af Kirkelistens fem repræsentanter i det ni mand store menighedsråd. 100 år Dermed sidder han i en flertalsgruppe i menighedsrådet, men det tillægges dog ikke større betydning. - Det er for så vidt fuldstændig underordnet. Det gælder om at samarbejde, siger han. Et af de områder, hvor økonomien kommer til at spille en afgørende rolle, er i forhold til Sindal Bykirke, som fylder 100 år i år 2010. Og man vil helst have det gjort inden 100-året, for ellers kommer kirken ind under et strammere reglement, der kan besværliggøre processen en smule. - Det er jo ikke fordi, at vi ikke vil gøre det ordentligt, men vi skal gerne igang inden jubilæet - det både letter papirgangen, og det kan også gå hen at blive dyrere, hvis ikke vi når det, siger Henrik Horsholt. Teater og koncerter De næste fire år vil man i Sindal Sogn efter alt at dømme også ruste op i forhold til børn og unge. Et udvalg nedsat til lejligheden skal sørge for, at der også i højere grad sker noget for de yngre. - Det kan være præsten, der fortæller historier for dagplejebørnene eller koncerter og teater for børn og unge, påpeger formanden - Der er jo både kommet en ung præst og nye, unge kræfter i menighedsrådet, tilføjer Henrik Horsholt. Udvidelse Med hensyn til udvidelsen er kirkegården er der allerede sat gang i processen, og Henrik Horsholt oplyser, at der bliver tale om et projekt på omkring 3500 kvm.