Snaps og saftevand

Ældre ønsker sig det samme til jul, som de også ønsker sig til hverdag - nemlig saftevand.

Frode Muldkjær

Frode Muldkjær

Det har vakt en del beruset opsigt, at lige netop servering af denne alkoholløse væske ønsker Københavns Kommune at begrænse. Man vil vænne de gamle på kommunens plejehjem af med at søbe det sukkervand i sig. Man vil have drejet de ældres drikkevaner over til noget med mælk, koldskål og vand uden citrus. Tilbudsmæssigt lyder det jo meget fornuftigt, og hele projektet har kun et problem - de ældre vil helst have saftevand. Til hele balladen siger en ernæringsekspert, at ældre er ligesom børn - det varer en uges tid, så er brokkeriet slut - og de har vænnet sig til nye drikkevaner. Det er jo fint nok at have tjek på, hvad der sker, når talen drejer sig om børn og påvirkning af dem til gode spise- og drikkevaner. Men hvorfor plejehjemsældre skal udsættes for disse pædagogiske principper og have fyldt komælk i sig i stedet for en smule sød saftevand, står hen i det planmæssige uføre. Lad nu de gamle nyde deres saft, hvilket de jo også får lov til de fleste steder i landet. Har de ældre tilmed lyst til en øl, en morgensnaps eller noget rødt med promiller, skal retten til den slags indtagelse også hældes op. På den berømte Thyras tidligere private plejehjem, "Lotte" på Frederiksberg, er det ligefrem et must, at man sidder og tyller rødvin i sig. Men det er jo også et privat plejehjem. Hvis det skal være på den måde - så har ældre jo deres egne penge, så hvis krisen får det til at knibe med offentlig økonomi til drikkevarer på plejehjemmet, så kan de gamle jo vælge at prioritere og dermed købe deres egen snaps og saftevand. Min egen svigermor elskede saftevand. Især når hun som i sin sidste tid var en del på hospitalet i længere perioder. Den livsvigtige væske, og den sødme saftevandet har, gav hende velvære og energi. Det er vigtigt, at ældre i alle slags situationer - men især når de er i krisesituationer på hospitaler eller plejehjem - kan få lov til at hygge sig med lige det, de har lyst til. Så julegaven til ældre kan i år godt være et års forbrug af saftevand. Eller hvis man synes, det økonomisk er lidt for voldsomt, så en weekendordning, hvor man giver familiens gamle saftevand i weekenden - ligesom børn får lørdagsslik. Nu vi lige runder de i øvrigt også saftevandsglade børn, ser deres julegaveønskeseddel ud som altid. Store, dyre, nyttige og uundværlige ting, som forældre glædeligt tømmer lommerne for at kunne overrække, når turen omkring træet er vel overstået. Det er jo kun jul en gang om året. Men måske man i år - i krisens tegn og boligmarkedets fortsatte nedadvendte deroute - bør vælge en mere defensiv taktik. Som julegave til ens børn, uanset deres alder, kan man godt bruge den ide, som børn til alle tider har brugt som gaver til deres forældre - nemlig noget hjemmelavet. Hvis far laver en tegning af en brandbil og fotokopierer den i fem eksemplarer, og mor samtidig laver 2-3 leraftryk af sin højre hånd og maler håndaftrykkene i forskellige farver, så har man gaver både til de store og små børn - plus børnebørn. Hvis der er flere, der skal have, kan far tegne et tog også og måske en flyvemaskine til mandelgave. Ingen tvivl om, at det kan blive årets helt store succes, sådan en fartegnet brandbil og en morhånd. Det gør sig på børneværelsets væg ved siden af hesteplakaten eller billedet af FC Barcelonas Messi. Hermed glædelig jul til alle klummelæsere og et ønske om et særdeles godt nytår. Hvis man i år vil prøve noget spændende nyt på årets sidste dag, kan man jo vælge at drikke saftevand hele aftenen. Så er man også frisk og hovedpinefri til nytårsdagens nytårskoncert og skihop. Der er mange gode bivirkninger ved at drikke saftevand. Frode Muldkjær- journalist. Bor i Dronninglund. http://frodemuldkjaer.blogspot.com/