EMNER

Snarlig FN-resolution om våbenhvile

Delegation af arabiske ledere taler Libanons sag

NEW YORK: FN’s Sikkerhedsråd nærmer sig enighed om en resolution, der skal sætte en stopper for krigen mellem Hizbollah og Israel. I går ankom en delegation fra Den Arabiske Liga til FN’s hovedkvarter i New York. De arabiske ledere vil forsøge at overtale Sikkerhedsrådet til at ændre et fransk-amerikansk resolutionsforslag, så der kræves en øjeblikkelig tilbagetrækning af de israelske tropper i Libanon. Tilbagetrækningen er et krav fra Libanons regering, der til gengæld i går lovede at indsætte 15.000 soldater i den sydlige del af landet for at forhindre angreb mod Israel. Mens der er bred opbakning til indsættelsen af en ny, fredsbevarende FN-styrke i Libanon, har der hidtil været stor uenighed i Sikkerhedsrådet om kravet om en øjeblikkelig tilbagetrækning. USA er skeptisk, men både Frankrig og Rusland er sandsynligvis indstillet på at føje den libanesiske regering, og Israel har ikke afvist forslaget. - Lad os ikke fremlægge denne resolution, før vi har medtaget en række tilføjelser fra Den Arabiske Liga, under alle omstændigheder den libanesiske regering, sagde den franske udenrigsminister, Philippe Douste-Blazy, mandag aften. Den russiske FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, sagde i går, at Rusland ikke kan støtte et udkast til en FN-resolution, der er ”ubrugelig” for den libanesiske regering. - Et udkast, man ikke kan bruge til noget fra libanesisk side, må selvfølgelig ikke blive vedtaget, da det kun vil tjene til en fortsættelse af konflikten og volden, sagde han. Ifølge Tjurkin bliver der derfor arbejdet hårdt på at skrue et udkast sammen, der er mere spiseligt for den libanesiske regering. - Men det er svært at sige, hvornår det vil lykkes, for israelerne skal også være med, tilføjede han. På grund af tirsdagens møde og de efterfølgende forhandlinger om ændringer af resolutionen forventes en afstemning tidligst i dag. Den britiske premier-minister, Tony Blair, sagde i går, at han håber på en afstemning i FN’s Sikkerhedsråd i dag, og Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sagde, at FN’s Sikkerhedsråd formentlig vil blive enige om en resolution denne uge. - Efter de seneste timers udviklinger er jeg blevet mere overbevist om, at en aftale kan komme på plads denne uge, og jeg håber, at den kan danne grundlag for en våbenhvile, sagde Steinmeier efter et møde med Libanons udenrigsminister, Fawzi Sallukh. Hvis der bliver enighed om en resolution, vil der ikke automatisk blive sendt en fredsbevarende FN-styrke til det sydlige Libanon. Først skal der vedtages en separat resolution om styrkens mandat, og det kan forsinke processen yderligere. /ritzau/AFP