Snarrådige landmænd bremsede brand

Brændende traktor kørt ud af stald og en anden traktor med vandtank brugt til at holde ilden nede

Arkivfoto

Arkivfoto

STØVRING:En snarrådig ung mand og en ligeså snarrådig gårdejer forhindrede torsdag formiddag en brand i en traktor i at brede sig til en staldbygning på en gård på Nibevej ved Støvring.

- En ung mand var på traktor i gang med at strø noget halm i en stald, da han pludselig opdagede, at der stod flammer op om benene på ham i førerhuset. Han holdt dog hovedet så koldt, at han fik kørt traktoren ud på en plads udenfor stalden, hvor der var beton at køre på, forklarer indsatsleder ved Beredskabet i Rebild Kommune, Claus Haparanda.

- Gårdejeren satte sig så på en traktor med frontlæsser og hævede en 1000 liter vandtank op over den brændende traktor, åbnede for tankens hane og lod vandet fra tanken holde ilden i ave, til vi kom. Det var super godt tænkt, siger indsatslederen, der har masser af ros til overs for de to snarrådige landmænd.

- Den unge mand havde da fået svedet hårene af sine ben, så det var tæt på. Men nu kunne vi nøjes med at gøre slukningsarbejdet færdigt, lyder det fra Claus Haparanda.

Traktorens motorrum og ledningsnet tog så meget skade, at indsatslederen tvivler på, at traktoren bliver til traktor igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.