Snart får du recept på nanomedicin

Nanomedicin rummer uanede muligheder for nye behandlinger

Det er ikke kun solcreme, lugtfri sokker og hurtige mobiltelefoner, de små nanopartikler kan hjælpe os med. Inden for lægevidenskaben stormer teknologien frem, og der er allerede flere typer nanomedicin på det danske marked, som bruges i behandlingen af kræftsygdomme. En lang række eksperter, som 24timer har talt med, vurderer, at lægemidler baseret på nanoteknologi bliver kraftigt udbredt i fremtiden. Ud over kræftbehandlingen er der håb for sygdomme som hiv, diabetes, Alzheimers, Parkinsons og gigt. Professor Jørgen Kjems, der forsker i nanomedicin, er overbevist om, at teknologien vil revolutionere sygdomsområdet: - Jeg tror, at næsten alle områder inden for sygdomsbehandlingen vil komme til at bygge på principper hentet fra nanoteknologien i fremtiden. Alting bliver hurtigere, mere effektivt og præcist, når vi kommer ned på en lille skala. - Det er en revolution, der først nu er ved at starte på behandlingsniveau, siger Jørgen Kjems fra Aarhus Universitet, Molekylærbiologisk Institut, til 24timer. Nanopartikler er særligt effektive, fordi de meget præcist kan finde syge celler og bære lægemidler frem til dem, så man kan nøjes med mindre doser og dermed få færre bivirkninger. Teknologien kan både bruges til at behandle og diagnosticere forskellige lidelser. Regeringen prioriterer udviklingen af nanolægemidler højt. Det Strategiske Forskningsråd, der hører under Videnskabsstyrelsen, har blandt andet givet bevilling til projekter om målrettet kræftbehandling, anvendelse af nanoteknologi til diagnosticering og udvikling af nanovaccine til forebyggelse af influenza. Indtil videre har kun få medikamenter været afprøvet på mennesker, og blandt andet kræftmedicin som Caelyx og Myocet har vist positive resultater. Men eksperter frygter, at der er sundhedsmæssige risici forbundet med at bruge større mængder af nanomedicin. Herman Autrup, der er toksikolog ved Aarhus Universitet, har for nylig modtaget 10 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd til et projekt, der skal undersøge, om nanopartikler kan skade genernes arvemasse. - Problemet er, at de fleste undersøgelser af lægemidler ikke har været udført med nanopartikler. Derfor ved vi endnu ikke så meget om, hvordan de påvirker kroppen. Men i vores egne undersøgelser ser vi en tendens til, at nanopartikler kan påvirke vores genmateriale, forklarer professor Herman Autrup fra Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed. Men fordelene ved nanoteknologien opvejer klart de potentielle farer, lyder det fra Moein Moghimi, der er leder af Center for Farmaceutisk Nanoteknologi ved Københavns Universitet. - Der er i øjeblikket en stor hype om, at nanoteknologi er noget gift. Men inden for medicinens verden er alting giftigt. - Selv vand er giftigt i store mængder. Det, der er vigtigt, er, om fordelene for patienten opvejer de potentielle risici, der kan være. Og der er et kæmpe potentiale inden for nanoteknologien, siger professor Moein Moghimi.