Snart indflytning i Rosengården

Plejehjemmet Rosengården i Jerslev skulle midt i februar blive beboet

Det forudser formand for socialudvalget, Ole Jespersgaard (S). Ifølge Ole Jespersgaard er der kun nogle enkelte detaljer, der skal falde på plads. Rosengården skulle nu være fri for både svamp og fugt. Ole Jespersgaard håber, at problemerne nu er løst. Byggeriet af Rosengården er nemlig blevet voldsomt forsinket. Først på grund af skimmelsvamp i den gamle kælder og siden på grund af fugt i vægge og skorsten på den bevarede del af det gamle plejehjem. Der var planlagt indflytning i slutningen af 2008, men kommunen ville ikke flytte nogen, før bygningen var fri for svamp og fugt. En uge før jul blev byggeriet afleveret til kommunen, men da var der ikke malet over det hele. Ole Jespersgaard venter den endelige accept i løbet af få dage, så de ældre kan rykke ind.