Snart kan hackeren høre hvad du skriver på tastaturet

Din smartphone kan fodre hackere med information om, hvad du skriver på tastaturet - ved hjælp af lyden. Det viser et nyt studie

Med alderen bliver dine teknologiske enheder mere sårbare, fordi producenten stopper med at levere opdateringer til dem. Og det kan efterlade sikkerhedshuller åbne for hackere. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Med alderen bliver dine teknologiske enheder mere sårbare, fordi producenten stopper med at levere opdateringer til dem. Og det kan efterlade sikkerhedshuller åbne for hackere. Arkivfoto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

DIGITAL SIKKERHED: Klik, klik, klik.

Der skal faktisk ikke mere til end lyden af, hvad du taster på dit computertastatur, før en hacker kan afkode, hvad du lige har skrevet.

Det viser et amerikansk studie fra Southern Methodist University

Her lykkedes det forskerne at finde frem til, hvad der blev skrevet på tastaturet ved at lytte med gennem smartphones på bordet foran og derefter afkode de forskellige lyde.

- Vi kunne afkode, hvad folk skrev, med 41 procents præcision. Og tallet er højere, hvis vi ser på top-ti for de ord, vi tror, det kan være, udtaler hovedforfatter Eric Larson fra afdelingen for computervidenskab på Southern Methodist University.

De benyttede sensorer, som altid er tændt på mobiltelefoner og altså ikke kræver din tilladelse. Forskerne kunne afkode, hvad der blev skrevet, selv i et larmende lokale fyldt med andre lyde og samtaler.

Og det kan give dig store problemer, hvis nogen opsnapper dit password til eksempelvis netbank.

Bordet har betydning

- Teoretisk set kan det lade sig gøre, at man kan aflytte lyden fra et tastatur, men det er meget besværligt og kompliceret at lave den form for hacking, siger Peter Kruse, som er sikkerhedsekspert i cybersikkerhedsfirmaet CSIS.

Det kræver eksempelvis, at man kender bordets materiale, fordi det påvirker lyden, bemærker de i undersøgelsen.

Peter Kruse pointerer, at hackerne benytter sig af de nemmeste muligheder for at tjene hurtige penge. Og som det er nu, er det altså ikke aflytning af lyden fra dit tastatur.

- Men med tiden kan man godt forestille sig, at der bliver udviklet devices og gadgets, der kan gøre det mere automatisk, så det i fremtiden bliver muligt at sidde i et andet rum og aflytte, hvad en person skriver ud fra lyden, vurderer han.

Det betyder, at producenterne skal til at tænke i tungere kryptering og måske også tænke i at ensarte lydene fra tastaturet, forudser Peter Kruse.

Pas på de digitale sikkerhedshuller

Vores produkter bliver mere og mere komplekse, og det efterlader flere potentielle smuthuller, som hackere kan udnytte.

* Det stiller langt større krav til, at du holder dine enheder opdaterede, så sikkerhedshullerne bliver lappet.

* Hold løbende øje med opdateringer samt nyhedsbreve tilknyttet dine teknologiske gadgets, så du bliver orienteret om sårbarheder.

* Når enhederne når en vis alder, bliver de ofte ikke længere opdateret, og det gør dem langt mere sårbare.

Kilde: Peter Kruse fra cybersikkerhedsvirksomheden CSIS

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.