Snart ligestilling i kongehuset

KØBENHAVN:Et stort flertal af Folketingets partier markerede ved fredagens førstebehandling af en ændring af tronfølgeloven, at de vil stemme for. Dog vil Enhedslisten undlade at stemme. - Vi vil gøre det samme som sidst, nemlig undlade at stemme. Vi kan ikke stemme imod ligestilling, siger Frank Aaen fra Enhedslisten, der har et særdeles kritisk forhold til kongehuset som institution. Et skridt nærmere Dermed er kongehuset et skridt nærmere ligestilling. Loven vil indebære, at den førstefødte skal arve tronen uanset køn. Før den træder i kraft, skal den dog vedtages endeligt i Folketinget, og et flertal af befolkningen skal sige ja ved en folkeafstemning den 7. juni samtidig med valget til Europaparlamentet. Mindst 40 procent af de stemmeberettigede skal sige ja. Forslaget er allerede vedtaget en gang i Folketinget, men fordi det har karakter af en grundlovsændring, skal det vedtages to gange på hver sin side af et valg og yderligere til folkeafstemning. Forslaget genfremsat Det blev fremsat første gang i forbindelse med, at kronprinsesse Mary var gravid første gang. Regeringen ville sikre sig, at barnet blev tronarving, uanset om det blev en dreng eller en pige. Som loven oprindeligt blev formuleret i 1953, ville en eventuel lillebror overhale sin eventuelle storesøster i retten til tronen. Det endte dog med, at hun den 15. oktober 2005 fødte en dreng, prins Christian. Dermed er der mange år til, lovændringen kan blive aktuel. /ritzau/