Skagen

Snart udsolgt til forårsmesse i Arena Nord

Stor opbakning til ny satsning i Arena Nord

Arena nord-direktør Per Malmberg glæder sig over stor opbakning til forårsmessen 9.-10. april, hvor byens bilforhandlere blandt andet udstiller. Foto: Peter Broen

Arena nord-direktør Per Malmberg glæder sig over stor opbakning til forårsmessen 9.-10. april, hvor byens bilforhandlere blandt andet udstiller. Foto: Peter Broen

Arena Nords satsning med selv at arrangere forårsmesse ser ud til at ramme plet. - Jeg tror snart, vi kan melde udsolgt. Vi har kun ca. 250 kvm. standplads tilbage, og vi har stadig en liste på 15 interesserede, som ikke har givet endelig besked. Siger de ja, har vi ikke flere pladser, så interesserede skal slå til snart, siger Arenaens direktør Per Malmberg. Lokal opbakning Forårsmessen holdes den 9. - 10. april, og den byder på masser af aktiviteter på standene og i resten af Arenaen. Der bliver modeopvisning, frokostjazz og biludstilling. Badmintonhallen bliver ét stort børneland med klovne, tryllekunstnere, hoppeborge og sågar levende dyr. - Det hele står og falder med den lokale opbakning, og den er i høj grad til stede. - Forretninger og virksomheder i Skagen, Frederikshavn, Sæby og resten af kommunen har virkelig taget godt imod os, når vi har tilbudt en stand. - Det er dejligt at mærke, for det er jo den lokale opbakning, vi skal leve af. Arena Nord kan tilbyde alle slags oplevelser til os, der bor her i området, bare der er opbakning til det, konstaterer Per Malmberg. Særligt område for piger Den 9. - 10. april håber han at kunne byde velkommen til omkring 10.000 forårsglade mennesker i Arena Nord. Entréen bliver 30 kr. pr. snude, og de penge er hurtigt tjent hjem ved at benytte de mange gode tilbud, virksomheder og forretninger disker op med. - Der er også lodtrækning på indgangsbilletten hver time - blandt andet om en brudekjole. Per Malmberg garanterer, at der er oplevelser for hele familien ved forårsmessen den 9. - 10. april. I et særligt område af Arenaen bliver der Womens Lounge med særlige tilbud til piger i alle aldre. Sammen med NORDJYSKE Medier arbejder Arena Nord lige nu på en 24 siders avis, der fortæller om aktiviteterne på forårsmessen. Avisen bliver sendt ud til alle husstande i Frederikshavn og Hjørring.