Kunst

Snavs i det offentlige rum

Valnøddevej 6, Tornby BOOMERANG: Lørdag 16. juli 2005 bragte Nordjyske et læserbrev af glasmager Marie Peck, hvor hun viste stor forargelse over et kunstværk fremstillet af glasmagerne i Vennebjerg, Anna Joest Andersen og James A. Mowen. Som borgere i Hirtshals Kommune vil vi gerne udtrykke forargelse over Marie Peck. Vi har set glasmuren både før og efter det famøse læserbrev, og synes det er et meget spændende kunstværk. Men den udlægning Marie Peck kommer med afhænger virkelig af øjnene der ser. Marie Peck har åbenbart en tankegang, som hun burde holde for sig selv. Hun spørger om der er tale om ubetænksomhed af de to unge kunstnere. Vi spørger: er der tale om ubetænksomhed af Marie Peck, for det er nogle grove beskyldninger, hun kommer med, eller er hun ude på helt at jorde et par kolleger/konkurrenter? Det må vist være en snavset boomerang, hun har kastet, og den kommer selvsagt tilbage til hende selv. Marie Peck taler om ansvar for det offentlige rum. Hun prøver selv at kaste snavs på andre i stor offentlighed. Det mindste hun kunne gøre, var at give Anna Joest Andersen og James A. Mowen en stor offentlig undskyldning.