Sne forandrer

Sne gør noget ved mennesker. Det får andre sider frem i os, end vi almindeligvis viser. I supermarkedet var der pludselig blevet småtravlt tidligt på eftermiddagen. Snestormen havde allerede lukket Himmerland, og nu var den i al hast på vej til Vendsyssel, hvor folk lige skulle have købt ind til de kommende dage. Dér, i køen, talte folk sammen. Mennesker, der normalt ikke kender hinanden, havde en fælles fjende i de svært fremkommelige veje og samme mål – at komme helskindet hjem. En kvinde spurgte til, hvordan vejene mod Aalborg så ud. En ung mand svarede hende straks, da han lige havde kørt samme strækning. Alle havde deres små oplevelser at bidrage med. Hvor store snebunkerne var. Hvad de havde hørt i radioen. En blanding af ængstelse og fascination over uvejret, der kun lige var begyndt. Sneen bandt mennesker sammen. De følgende dage knoklede en række mennesker på deres job, så deres kolleger ikke behøvede at kæmpe sig gennem snemasserne. Andre skubbede biler i vejkrydsene, ryddede lidt ekstra sne eller bagte brød til naboen. Sneen pyntede på vores medmenneskelighed. Sneen forandrer også hverdagen, der bliver mere poetisk og langt sjovere med et tykt lag hvidt sne. Ikke den brune storbysne, men den krystalglimtende på landet. Den der gør, at natten er blåhvid i den mørkeste tid. Og ja – den er da besværlig, sneen. Den sætter tempoet ned. Vi mister kontrollen over vores veltilrettelagte liv. Det er træls at køre i bil eller vente på bussen, rydde fortov og vaske gulv efter vintersjappede støvler. Nogle bander sneen væk, men jeg kan ikke rigtig blive sur på den. Ikke engang, når oliebilen ikke kan køre ned til vores hus for at fylde den helt tomme tank op, og brændeovnen skal hele tiden fodres med træ, der skal bæres gennem lårhøje snedriver. Men det gør ikke så meget. Det er en fryd at gå gennem den fjerlette puddersne. Synke ned i det dybe ukendte. Bygge en snehule eller kaste en velplaceret snebold. Eller det allerbedste – suse ned af bakkerne så det kilder i maven, og alle bekymringer og surhed bliver blæst væk. For sne finder det indre barn frem i selv den mest mavesure. Gad vide om den barnlige glæde, hjælpsomheden og samtalerne med fremmede mennesker smelter med sneen. Hvis den gør, vil jeg ønske at sneen bliver liggende lidt endnu.