Sne gav store problemer

Det kraftige snevejr gav problemer i Nordjylland, der nærmest lukkede helt ned i løbet af tirsdagen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Afkørsel 35 ved Hobro i nordgående retning var spærret, da flere lastbiler hang fast på afkørselsrampen. Samtidig stoppede politiet i en periode al indkørsel til Hobro.Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Det voldsomme snevejr, der hele tirsdagen hærgede Nordjylland, lukkede nærmest landsdelen ned. Der er faldet op til en halv meter sne flere steder, og især Himmerland er hårdt ramt. Ved middagstid blev bæltekøretøjer fra forsvaret udstationeret på en række nordjyske Falck-stationer, så de kunne hjælpe ambulancer og redningsfolk med at komme frem. Hos Nordjyllands Politi blev alle relevante myndigheder - blandt andet forsvaret, Vejdirektoratet, Falck og beredskabet - samlet i en særlig kommandostation på politigården i Aalborg. - De overordnede veje er frie, men jo mindre vejene er, desto mindre er farbarheden også. Vi råder folk til at køre forsigtigt og tænke sig godt om, inden de kører ud, lød det fra vagthavende i Aalborg. En overgang var det umuligt at køre ind til Hobro, der ligger i en dal og derfor havde meget sneglatte nedkørsler til byen, men tirsdag eftermiddag var byen igen tilgængelig. Motorvej E 45 har i godt en time været spærret på grund af en havareret lastbil. Den kollektive trafik var også hårdt ramt af snevejret. Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at i Aalborg-området, Morsø Kommune og Thisted Kommune kørte en del af busserne med meget store forsinkelser, mens der var mindre forsinkelser overalt i Vendsyssel. Alle lokalruterne på Mors var indstillet. I Mariagerfjord Kommune og Rebild Kommune kørte busserne slet ikke, og i Vesthimmerlands Kommune kørte busserne med meget store forsinkelser og enkelte indstillinger af kørslen. I Aalborg Lufthavn var der ligeledes store problemer med trafikken, og på mange skoler blev undervisningen aflyst og børnene sendt hjem. Posten var mange steder forsinket eller helt suspenderet./ritzau/